Patrick Mortensen har kontraktudløb om et halvt år, og lige nu ser det ud, som om han ikke skal fortsætte i AGF, fortæller angriberen.
32-årige Patrick Mortensen har været en succes i AGF, men fremtiden for frontløberen er uvis.
Mortensen har kontraktudløb til vinter, og han er ikke sikker på, hvad der skal ske.
Det fortæller han til TV3 Sport umiddelbart efter lørdagens 2-2-resultat mod FCN.
- Jeg har elsket hver dag, jeg er gået på arbejde her, og lige nu ser det ud, som om jeg ikke skal fortsætte. Det er jo ikke altid op til én selv, men jeg har i hvert fald elsket at være her og gør det stadig.
- Jeg er også sikker på, at jeg nok skal starte op med holdet, og så må vi se. Lige nu ligger der ikke noget på bordet fra klubben, og det er jo også helt fair med sådan en sæson. Men generelt har jeg været stolt af det, jeg har præsteret.
- Nu har jeg scoret 53 mål i 118 kampe, så det er en statistik, jeg er meget stolt af, og jeg kunne vel ikke have skrevet det bedre, da jeg kom til klubben i 2019, siger Patrick Mortensen til TV3 Sport.
I denne sæson står Mortensen noteret for seks mål i sammenlagt 30 kampe.
Se klippet i toppen af artiklen.
13 kommentarer