Patrick Mtiliga har fået nyt job i den danske 2. division.
Den tidligere FC Nordsjælland-back er nemlig blevet ansat som ny sportsdirektør i B93, skriver klubben på sin hjemmeside.
- Jeg er enormt glad for at kunne byde Patrick velkommen tilbage i B93, hvor han spillede og udviklede sig som ungdomsspiller. Hans erfaring fra livet og det professionelle miljø, både i ind- og udland, vil være en kæmpe gevinst for vores spillere og klub, siger sportschef Frank Nielsen.
Mtiligas funktion er nyoprettet i klubben, og han kommer til at indgå i den sportslige ledelse med Frank Nielsen og Erling Bøje.
- Jeg har tænkt meget over, hvad jeg fortsat kan bidrage med inden for fodbolden og er meget glad for at lave denne aftale med min barndomsklub, siger Mtiliga.
- Udover at have fulgt mit hjerte i denne beslutning, ser jeg samtidig et fantastisk potentiale i klubben. Jeg glæder mig til denne professionelle udfordring og til at være med til at genetablere B93 som en af Danmarks bedste sportsklubber.
Patrick Mtiliga har desuden spillet i udenlandske klubber som Malaga, Breda og Excelsior.


B.93
CampoBet 2. division

























