Luk

Patrick Olsen om skuespil: Tag det som I vil

| 3F Superliga | 21 kommentarer

Infoboks

FC København - AGF 3-2
Superligaen Mesterskabsspil
7' 1-0 Kamil Wilczek
17' 2-0 Victor Nelsson
33' 3-0 Jonas Wind
57' 3-1 Kevin Diks
67' 3-2 Kevin Diks

I kampen mellem AGF og FC København mandag aften, kastede AGF's Patrick Olsen sig teatralsk længe efter en duel med Viktor Fischer. Det må man tage, som man vil, siger han.

Mandag aften spillede AGF og FC København endnu en højdramatisk kamp i 3F Superligaen, hvor FCK trak det længste strå med en 3-2-sejr.

De to hold mødtes i sidste weekend i Aarhus, hvor FCK's Viktor Fischer tiltrak sig megen opmærksomhed for sin ageren i en række dueller, hvor AGF-lejren mente, at Fischer overspillede.

Mandag var AGF så i Parken, og her spillede Viktor Fischer en lille rolle i en af de mest opsigtsvækkende situationer i kampen.

Fischer lavede et frispark på AGF's Patrick Olsen, som efterfølgende rejste sig og gik videre. Der var ingen spillere i flere meters omkreds, men pludseligt kastede Olsen sig til jorden og lignede en spiller, der var ramt af en syngende tackling.

Om det skuespil var en reference til Fischers ageren i Aarhus, var Olsen ikke meget for at forholde sig til efter kampen, men han mener, at hans tidligere holdkammerat på ungdomslandsholdene ikke spillede helt rent spil i Aarhus.

Hvad skete der i den situation?

- Der var ikke så meget der. Det er en del af spillet. Jeg ved ikke, om der var en lille græstot, jeg faldt over, det skal jeg ikke kunne sige. Men det er bare, hvad det er, svarer AGF'eren.

Var det en reference til sidste uge eller hvordan skal det forstås?

- Det må I selv tage, som I vil, det har jeg ikke noget at sige til.

Fint forhold til Fischer: Han er god til at snakke

Du har spillet mange ungdomslandskampe med Viktor Fischer. Hvad er dit forhold til ham?

- Det er rigtig fint. Jeg synes, det var lige i overkanten, hvad han lavede sidst, men han er god til at snakke og få det vendt til sin fordel i stedet for. Jeg kender ham jo rigtig godt, og det var vores sidste kamp mod hinanden i år, så der er ikke mere i det, siger han og tilføjer:

- Vi er sgu fine venner igen. Det er kampe i kampen, og Fischer er dygtig til at spille det der, og nogle gange bliver det så for meget. Men det må han selv ligge og rode med.

Var det et udtryk for en frustration, at du lagde dig ned?

- Nej. Som jeg sagde før, så må I tage det, som I vil. Jeg har ikke mere at sige til det, siger Olsen og fortsætter så:

- Der er så mange kampe i kampen, og jeg ved ikke en gang om de 10.000 herinde så eller hørte halvdelen af dem, så det er bare et spil. Kan man få nogle af de bedste ud af spillet, så har de en fordel, så det er bare, hvad det er. 

- Det er nok ikke kun i Parken eller på Ceres Park, at der er kampe i kampen. Hvis du kigger ud i udlandet, er der masser af kampe i kampene, så det er så fint.

- Det er derfor, det er sjovt at spille i toppen af dansk fodbold, for alle ved, hvad de skal ud at gøre.

Viktor Fischer var selv glad for at se Patrick Olsens aktion. Det kan du læse mere om her.

Fjerdepladsen, AGF, er med mandagens nederlag seks point efter FCK, der er nummer tre i Superligaen.

KØB BILLETTER TIL AGF's KOMMENDE HJEMMEKAMPE HER!


Af Jonas Dalgård
Torsdag 13. maj