Luk

Paul Onuachu nettede for Genk i pokalsejr

| Pokal | 0 kommentarer

Joakim Mæhle og Paul Onuachu gik tirsdag aften videre i den belgiske pokalturnering, da Genk slog Ronse 3-0. Onuachu scorede tredje mål.

Joakim Mæhle startede tirsdag aften på banen for Genk, der også havde Paul Onuachu med fra første fløjt, da danskerklubben skulle forsøge at spille sig videre i den belgiske pokalturnering.

Her var modstanderen Ronse fra den fjerdebedste række i Belgien, men selv om gæsterne før kampen var store favoritter, måtte de kæmpe hårdt for sejren.

Da de to hold gik til pausen, var det fortsat målløst, men efter næsten en times spil fik de hul på bylden. Her sørgede Stephen Odey for, at Genk kom foran.

Den føring blev fordoblet 20 minutter før tid, da Bryan Heynen udnyttede et straffespark til at gøre det til 2-0.

Paul Onuachu formåede også at komme på måltavlen i opgøret, da han syv minutter før tid gjorde det til slutresultatet 3-0. Dermed er Genk videre til anden runde.

Også Christoffer Remmer kan glæde sig over at være videre i pokalturneringen, efter hans Westerlo slog Waasland-Beveren 4-3. Den danske back spillede hele kampen.


Af Jonas Sand

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Torsdag 24. oktober
Onsdag 23. oktober