Luk

Payet-kasser gav stor Marseille-forløsning

| Champions League | 0 kommentarer

Infoboks

Marseille - Olympiakos 2-1
Champions League gruppe C
33' 0-1 Mohamed Mady Camara
55' 1-1 Dimitri Payet
75' 2-1 Dimitri Payet

Dimitri Payet scorede to gange fra straffesparkspletten, da Marseille tirsdag hentede klubbens første Champions League-point med 2-1 over Olympiakos.

Marseilles første fire Champions League-kampe i sæsonen havde resulteret i et stort rundt nul ud for både point og antal scorede mål.

Tirsdag kunne franskmændene dog få en lille oprejsning, da det gjaldt hjemmekampen mod Olympiakos, som vandt hjemmekampen mod Marseille med 1-0.

Dermed var Marseille tvunget til at vinde større end det, hvis de ville overtage den Europa League-givende tredjeplads inden sidste spillerunde i gruppespillet.

Første halvleg blev en jævn affære med chancer i begge ender, men Olympiakos viste sig at være skarpest, for i det 33. minut sparkede Mady Camara bolden flot i mål fra kanten af feltet, og så var grækerne foran ved pausen.

Marseille var derfor tvunget fremad fra anden halvlegs start, og hjemmeholdet skulle blot bruge ti minutter på at bringe balance i regnskabet.

Her udnyttede Dimitri Payet nemlig et straffespark til at gøre det til 1-1 for de trængte franskmænd.

20 minutter senere fik Olympiakos et kedeligt deja-vu, da Marseille fik tilkendt endnu et straffespark, og endnu en gang omsatte Dimitri Payet fra pletten, og så stod det pludselig 2-1 til hjemmeholdet.

Det mål rejste Olympiakos sig aldrig efter, og derfor sluttede det med en kneben sejr til Marseille, som langt om længe er på tavlen i årets Champions League.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 19. januar