Med tre oplæg hver er Danmarks Pierre-Emile Højbjerg og Schweiz' Steven Zuber de to spillere, der har lagt op til flest mål ved sommerens EM-slutrunde efter gruppespillet.
Den statistik glæder Højbjerg sig over, men i bund og grund betyder det ikke det store for midtbanespilleren, der går mere op i sin opgave for holdet på midtbanen.
- Nogle gange er man heldig med, at ens tal i forhold til mål og assist går lidt op, mens de nogle gange går lidt ned. Jeg har tre oplæg, men det vigtigste er i sidste ende, at Danmark er videre fra gruppen, siger han og fortsætter:
- Det vigtigste og den største styrke for os som hold, det er, at vi har mange tangenter at spille på som hold.
- Det gør det til en fornøjelse at være en del af, så på den måde, at jeg har tre oplæg stående ud for mig, det kunne lige så godt være en anden. Men jeg er selvfølgelig glad for det og vil prøve at blive ved at bidrage og blive ved at gøre, hvad jeg er god til.
Artiklen fortsætter efter billedet

- I sidste ende handler det fra min side og fra min position om at være med til at kontrollere kampen, være med til at forsvare godt og være med til at sætte spillet godt op - om jeg scorer eller laver assist, det er ikke derfor, jeg går på banen. At det sker, tager man selvfølgelig altid med i hatten.
Højbjerg lavede to oplæg i 4-1-sejren over Rusland, og han assisterede Yussuf Poulsens 1-0-mål mod Belgien.
Hjulmand: Højbjerg er vokset og vokset
Landstræner Kasper Hjulmand blev på fredagens pressemøde spurgt ind til Højbjerg og det, at det var midtbanespilleren, som tog straffesparket i kampen mod Finland, hvor Christian Eriksen i første halvleg faldt om med hjertestop.
Hjulmand benyttede muligheden til at rose Tottenham-midtbanespilleren stort.
- Pierre har en enormt stor styrke, og det var at tage stort ansvar at gå ind og tage den bold på et tidspunkt, hvor vi jo ikke var os selv. Få minutter før havde vi oplevet vores bedste spiller og vores gode ven miste livet for en stund, og vi løb rundt derinde som spøgelser, synes jeg, sagde Hjulmand og tilføjede:
- Pierre er bare vokset og vokser hele tiden både kvalitetsmæssigt og personligt. Han er en stor leder og en stor spiller, som vi er superglade for at have på holdet.
Højbjerg var glad for rosen og nyder selv, at hans rolle for det danske landshold er blevet større med tiden.
- Jeg føler, at jeg bidrager med det, jeg ved, jeg kan, og så føler jeg, at hele holdet er godt sat sammen. Alle ved mere eller mindre, hvad der bliver forlangt af dem, og hvad de skal på de forskellige positioner, og det gør det som enkeltspiller forholdsvist simpelt at vide, at man bare skal ind at bidrage med de kvaliteter, man har, sagde Højbjerg og tilføjede:
- Det synes jeg, at der er mange, som er dygtige til, og jeg nyder selv at få lov at udvikle mig, få lov at lære og få lov til at blive ved med at skubbe grænsen og ja, blive ved med at hjælpe holdet.
- Det er derfor, jeg og vi allesammen er her: At bidrage mest muligt til holdet.
Lørdag aften skal Danmark forsøge at kvalificere sig til EM's kvartfinaler, når Wales venter i Amsterdam klokken 18.00.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
EM
Danmark





























