Luk

Pep efter lussing: Vi skal være mere tålmodige

| Premier League | 0 kommentarer

Manchester City-træner Pep Guardiola mener, at hans hold skal være mere tålmodige, når de kommer foran og ikke nødvendigvis jagte flere mål med det samme.

Manchester City kom tidligt foran, da de søndag mødte Leicester i Premier League, men måtte alligevel forlade banen med et stort 5-2-nederlag.

Det skuffer City-træner Pep Guardiola, og han mener ikke, at hans hold var kyniske nok i kampen, hvor de fortsatte med at jagte mål efter 1-0-scoringen.

I stedet burde City have trukket sig for at undgå Leicesters omstillingsmaskine. Det siger Guardiola til klubbens hjemmeside efter kampen.

- Vi skal være mere tålmodige og ikke gå så hårdt efter at score det andet og tredje mål med det samme. Det er svært at spille sådan, og det er ikke let at acceptere, men det er vi nødt til, siger han og tilføjer:

- Vi er nødt til at prøve at undgå at lave de samme fejl næste gang, og det er mit ansvar. Jeg har ondt af drengene, men vi er nødt til at analysere på det og forbedre vores tilgang i disse situationer, siger Guardiola.

Manchester City skal i aktion næste gang på lørdag på udebane mod oprykkerne Leeds United.


Af Jonas Nielsen
Mandag 26. oktober