Luk

Perez forværrede Getafes sløje sæsonstart

| La Liga | 0 kommentarer

Infoboks

Getafe - Elche 0-1
La Liga
69' 0-1 Lucas Pérez

Lucas Perez leverede kampens ene mål og sikrede Elche en 1-0-sejr på udebane over Getafe, der har tabt sæsonens fire første kampe. 

Både Getafe og Elche havde sæsonens første sejr til gode, da de mandag aften tørnede sammen i La Liga på førstnævntes hjemmebane lidt udenfor Madrid.

Hjemmeholdet stod endda noteret for et rundt nul efter tre nederlag, mens Elche havde fået to uafgjorte og et enkelt nederlag i deres tre første kampe.

Efter 21 minutter leverede Getafes Damian Suarez kampens første nærgående forsøg, da han sendte et frispark tæt forbi stolpen.

Minuttet efter sejlede det til gengæld i hjemmeholdets defensiv, da et udspark fra Elche-keeperen fandt en helt umarkeret Lucas Boye, der headede den videre til Dario Benedetto.

Han sled sig frem til en afslutning, som dog strøg tæt forbi den højre stolpe.

Dermed gik de to hold til pause uden scoringer.

Elches Benedetto fik også anden halvlegs første mulighed, da han driblede en Getafe-spiller og trykkede på kassen, men afslutningen voldte ikke for alvor problemer for David Soria i målet.

Det var generelt en meget chancefattig kamp, og det lignede derfor længe en nulløsning, men 20 minutter før tid leverede Elche et stærkt angreb, der førte til 1-0-målet.

Johan Mojica drev bolden frem i venstre side og satte en Getafe-spiller, inden han vippede bolden i dybden, hvor han fandt Lucas Perez.

Han lavede en skudfinte og trak bolden på tværs af feltet, inden han sparkede bolden i kassen til 1-0.

Tre minutter senere kunne Perez også have fordoblet føringen, da han denne gang modtog bolden i højre side af feltet.

Igen trak han ind i banen, men denne gang overplacerede han sin afslutning.

Getafe fik aldrig svaret igen, og faktisk var det Elche der kom tættes på en scoring i kampens afslutning, da Johan Mojica tordnede bolden på stolpen i det 83. minut.

Med 1-0-sejren tager Elche et kvantespring i tabellen op til niendepladsen, mens Getafe er næstsidst.


Af Andreas Roesen
Lørdag 23. oktober