Luk

Permitteret Wichmann: Får oplevet lidt natur

| 1. Division | 2 kommentarer

Infoboks

Mathias Wichmann er blevet permitteret af sin norske klub Jerv, og han fordriver alenetiden med løbeture i skovene, hvor han ikke lige støder på sine holdkammerater.

Den norske 1. divisionsklub Jerv har permitteret samtlige ansatte, hvilket kort fortalt betyder, at alle er sendt hjem uden løn - også spillertruppen.

Klubbens danske anfører, Mathias Wichmann, forstår godt, hvorfor klubben har gjort det.

- Jeg har fuld forståelse for, at klubben har set sig nødsaget til det, siger Wichmann til bold.dk.

- Det er hårdt for de fleste klubber, især det niveau vi spiller på. Det er en måde, som klubben sikrer, at der er et job til os, når vi forhåbentlig kommer igennem det her snart.

Wichmann kan efter de norske regler få dagpenge, da han har været i klubben over et år, og de enkelte, der ikke er berettiget til det, får løn.

- Der er et par enkelte i klubben, der ikke er dækket, og der har vi vist solidaritet og sagt til klubben, at de selvfølgelig må få løn. Det er den rigtige måde at håndtere det på, synes jeg, siger Wichmann.

Uvisheden er det værste
Mathias Wichmann fortæller, at det økonomiske aspekt ikke fylder særlig meget for ham - det er mere uvisheden om, hvornår man kan spille fodbold igen, der fylder.

- Permitteringen kom ikke som et chok, for vi var blevet advaret, men uvisheden er det værste. Ikke så meget økonomisk, men det værste er at sidde og vente, og man ved ikke, hvornår man kan spille fodbold igen.

- Det er trods alt derfor, jeg sidder i Norge. Når man sidder heroppe alene, vil man egentlig bare gerne i gang igen.

- Det har været ekstremt ensomt og kedeligt den seneste tid, fordi vi har været i karantæne, siden vi kom hjem fra træningslejr fra Spanien, så vi har skullet holde os helt for os selv.

- Det primære lige nu er at holde humøret oppe og hjælpe hinanden med at komme igennem det her, siger Wichmann, der taler med sine holdkammerater regelmæssigt.

Får set lidt af Norges skove
Jerv kan ikke tvinge spillerne til at selvtræne derhjemme, fordi de er permitteret, men Wichmann kan ikke forestille sig, at holdkammeraterne ikke holder sig i gang.

- I sidste ende spiller man jo fodbold, fordi man elsker det. Hvis man ikke er i form, til når sæsonen starter, skulle man måske ikke være fodboldspiller.

Alle idrætsanlæg er lukket i Norge, så Wichmann må tænke kreativt i forhold til at selvtræne.

- Nu har vi jo været i karantæne, så jeg har måttet køre langt op i skovene og løbe sent om aftenen, så der ikke var nogen mennesker.

- Det er selvfølgelig ikke det sjoveste eller mest motiverende, men man må være lidt kreativ.

- Jeg får oplevet noget heroppe nu og set natur, som man ikke lige ser til daglig. Det er heldigt nok, at Norge har masser af skove, for man løber ikke lige ind i hinanden heroppe, siger Wichmann med et smil.

De permitterede spillere har efter 14 dage mulighed for at opsige kontrakten, men Wichmann stortrives i Jerv og har ikke overvejet dén mulighed.

- Personligt er det ikke noget, jeg har tænkt på. Jeg forventer, at alle står her, når vi må møde ind til træning igen.

- Jeg trives ekstremt godt heroppe. Jeg er blevet anfører og har fået den tillid, som fodboldspillere nogle gange har brug for. Det sætter jeg ekstremt stor pris på, og jeg har ikke tænkt mig at forlade skuden nu, siger Wichmann.

28-årige Mathias Wichmann kom til Jerv fra Viborg i sommeren 2017, og siden er det blevet til 74 kampe for klubben.


Af Sara Margren
Søndag 24. oktober
Lørdag 23. oktober