Luk

Philip Billing blev helten i danskerdyst

| Championship | 16 kommentarer

Philip Billing sikrede Bournemouth alle tre point, da han gjorde det til slutresultatet 2-1 mod Nottingham Forest, hvor Philip Zinckernagel desuden leverede en assist.

Lørdag var der danskermøde i den engelske Championship, da Nottingham Forest hjemme på City Ground tog imod Bournemouth.

Her var der tre danskere med fra kampens start, da Philip Zinckernagel startede inde for hjemmeholdet, mens Bournemouth havde Philip Billing og Emiliano Marcondes med.

Det blev en tæt affære mellem de to hold, hvor der var danskere på begge mandskaber, som gjorde god reklame for sig selv.

Det var dog først David Brooks, som stjal overskrifterne, da han bragte gæsterne i front med 1-0 efter 28 minutter, men efter pausen var det blevet tid til at vifte med Dannebrog på City Ground.

Efter 48 minutter var det først Zinckernagel, som var i fokus, da han serverede bolden for Scott McKenna, der bragte Forest tilbage i kampen med sin scoring til 1-1.

Ti minutter senere var det dog Billing, som sikrede sig titlen som matchvinder, da han stod på det rigtige sted og sendte bolden ind i netmaskerne til 2-1 efter 58 minutter til stor jubel for gæsterne.

Det endte også med at blive kampens resultat, selvom Bournemouth måtte spille med en mand i undertal i en halv time, da Brooks blev vist ud med sit andet gule kort.

Andetsteds gik Fulham målamok, da de satte Huddersfield på plads med 5-1, selvom de havde fået et rødt kort. Der var dog ikke nær så mange mål i Birmingham, som blot spillede 0-0 med Stoke.

Mads Juel Andersen var ikke i kamp for Barnsley grundet en skade, men det blev alligevel til en sejr på 1-0 over Coventry, som brændte et straffespark i overtiden.

Cardiff gik også fra banen med en sejr, da de lørdag fik tre point mod Blackpool efter en 2-0-triumf.


Af Raymund Nelausen
Onsdag 26. januar
Tirsdag 25. januar