Luk

Piatek bombede Hertha Berlin til derby-sejr

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Hertha Berlin - Union Berlin 3-1
Bundesliga
20' 0-1 Taiwo Awoniyi
23' 0-1 Robert Andrich
51' 1-1 Peter Pekarik
74' 2-1 Krzysztof Piatek
77' 3-1 Krzysztof Piatek

Krzysztof Piatek blev skiftet ind fra anden halvlegs start og scorede to gange, da Hertha Berlin fredag vendte 0-1 til 3-1 i derbyet mod Union Berlin i Bundesligaen.

Fredag aften var der storkamp i Berlin, da Union og Hertha tørnede sammen i den tyske hovedstad.

Union Berlin har fået den bedste sæsonstart af de to og lå før kampen nummer seks i Bundesligaen, hvor de kun har tabt én kamp.

Hertha Berlin er kommet skidt fra start og havde før kampen kun sikret sig otte point i de første ni kampe.

Det ville derfor lune gevaldigt med en derby-sejr hjemme på det olympiske stadion, men selvom Hertha satte sig på spillet fra start, var det gæsterne fra Union, der fik kampens første mål.

Det kom efter tyve minutter, da Marcus Ingvartsen tryllede på kanten af feltet og vippede bolden ned i dybden til Taiwo Awoniyi, der på trods af et urent træf på bolden, bragte gæsterne foran med 1-0.

Tre minutter efter Unions Robert Andrich det dog svært for sine holdkammerater, da han med alt for højt løftet ben ramte Marvin Plattenhardt i hovedet med sin støvle. 

Det fik han nemlig direkte rødt kort for, og så måtte Union spille kampen færdig med ti mand.

Trods massivt pres fra hjemmeholdet, fik Union forsvaret føringen hjem til pausen.

Piatek blev redningsmand for Hertha

Fra anden halvlegs start skiftede Hertha Berlin offensivt ind i jagten på comebacket. Krzysztof Piatek og Javairo Dilrosun erstattede Vladimir Darida og Lucas Tousart.

Allerede efter seks minutters spil i anden halvleg, var der gevinst for Hertha.

Højrebacken Peter Pekarik var klar på en returbold fra Union-keeper Andreas Luthe, og så bragte han balance i regnskabet.

Efterfølgende satte kampen sig lidt. Hertha Berlin dominerede boldbesiddelsen stort, mens gæsterne blot forsøgte at forsvare det ene point.

Da uret rundede 74 minutter, kunne Ingvartsen og Co. ikke holde stand mere.

De to Hertha-indskiftere kombinerede, da Javairo Dilrosun udfordrede på venstrekanten og slog et fladt indlæg ind i feltet, som Piatek fik fat i. Efter en berøring sendte den polske angriber en afslutning afsted, som blev rettet af og snød Luthe i målet. 2-1 til Hertha.

Tre minutter senere afgjorde hjemmeholdet kampen.

Igen startede det hos Dilrosun på venstre kant, der søgte Piatek med en upræcis aflevering. Polakken fik dog fat i andenbolden, som han på sin førsteberøring flugtede ind i det lange hjørne til 3-1.

Union Berlins ti mand havde svært ved at sætte et pres op til sidst, da de simpelthen kæmpede med at få fat i bolden.

Derfor kørte Hertha sikkert 3-1-sejren i hus og rykker med de tre point forbi Werder Bremen og Hoffenheim i tabellen og indtager 11.-pladsen.

Her har de fem point op til Union, der efter holdets blot andet nederlag i sæsonen fortsat ligger nummer seks med 16 point.


Af Jonas Nielsen
Onsdag 27. januar