11 danske spillere er aktuelle, når Færøerne lørdag sparker gang i sin bedste række et par måneder efter, det oprindeligt var planlagt.
26-årige Sebastian Pingel er én af de 11 danskere, og han ser frem til tællende kampe efter en længere periode med individuel træning og siden holdtræning og træningskampe.
- Jeg glæder mig helt vildt, og det gør det selvfølgelig endnu mere spændende, at norsk tv sender kampene. Det opvejer lidt for, at der ikke er nogen tilskuere, siger Pingel til bold.dk, inden han vidste, at Ekstra Bladet også har købt rettighederne til færøsk fodbold og sender én kamp per runde.
Pingel har de to seneste sæsoner spillet for HB Torshavn, men er nu rykket videre til rivalerne B36 Torshavn, hvis klubhus ligger meget tæt på ex-klubbens ditto.
- Jeg er skiftet 50 meter sydpå. Men jeg spillede faktisk i B36, da jeg kom herop for fire år siden, inden jeg rykkede videre til HB, så det er ikke helt så slemt.
- Folk er lidt trætte af, at jeg er skiftet, men det var lidt klubbens egen beslutning, så jeg er ligesom ikke den skyldige, og der er egentligt også fin venlighed fra begge sider, siger Pingel, der i sidste sæson vendte tilbage efter en længere pause på grund af en korsbåndsskade:
- Jeg har ingen problemer med benet eller andet længere, og jeg har haft en fin opstart, så jeg håber, jeg kan føre det - en masse power og mål - med ind i sæsonen.
Bilen har været ulåst i månedsvis
Den tidligere Brabrand- og Odder-angriber regner med, at han nu tager hul på sin sidste sæson på Færøerne, selv om han har fået en færøsk kæreste.
Men angriberen understreger også, at han er meget glad for at være i Færøerne.
- Færøerne passer godt til mig som person. Det er et dejligt samfund at være i. Hvis man gør noget for at integrere sig, er det et fantastisk sted, hvor man går meget op i fodbold, og hvor der kommer mange tilskuere i forhold til landets størrelse, siger Pingel og fortsætter:
- Man tager det hele lidt, som det kommer heroppe. Hvis man ikke når tingene i dag, så når man dem i morgen. Livet er nede i tempo, og der er ikke så meget stress. Og det er sgu meget dejligt, når man har affundet sig med det og kommer ud og omkring.
- Alle er åbne for at møde hinanden. Man er velkommen over alt, og de færreste låser deres døre, når de tager af sted hjemmefra. Det er et trygt samfund. Min bilnøgle har vist også ligget i min bil i tre-fire måneder efterhånden, siger Pingel med et grin.
Færinge er et afslappet folkefærd, men fodboldspillerne er langt fra dovne, fastslår Pingel.
- Når alt det er sagt, så har jeg meget stor respekt for de færøske spillere heroppe, for de arbejder 40 timer om ugen og træner seks-otte gange om ugen. Det er lidt barskt med lange dage, men ingen af dem holder igen til hverken træning eller kampe, siger Pingel.
Sebstian Pingel er søn af den tidligere AGF- og Brøndby-angriber Frank Pingel, der scorede fem gange i 11 landskampe for Danmark.



B36 Tórshavn
Betrideildin






























