Luk

Pingel nettede i stor færøsk premiere-triumf

| Betrideildin | 3 kommentarer

Infoboks

KI Klaksvik - B36 Tórshavn 0-2
Betrideildin
Skála - ÍF Fuglafjørdur 1-2
Betrideildin

Den 26-årige dansker Sebastian Pingel scorede det første mål, da B36 Torshavn i sæsonpremieren nedlagde de forsvarende færøske mestre fra KI Klaksvik med 2-0.

KI Klaksvik løb i sidste sæson med det færøske mesterskab, og B36 Torshavn snuppede anden pladsen.

På den baggrund var der lagt op til et vaskeægte brag, da de to klubber lørdag aften ramlede sammen i sæsonpremieren.

Hos de forsvarende mestre fra Klaksvik var den tidligere Esbjerg fB- og Brabrand-spiller Jesper Brinck med i startopstillingen, og hos B36 Torshavn startede den tidligere Odder-spiller Sebastian Pingel på bænken.

Den tidligere FC Midtjylland- og AC Horsens-spiller Sonni Nattestad startede i øvrigt i det centrale forsvar hos B36.

Noget målmæssigt brag blev det ikke, men der var masser af chancer til begge mandskaber i første halvleg, som udfoldede sig ganske underholdende..

Klaksvik var eksempelvis meget tæt på efter et hjørnespark fra Joannes Bjartalid, men afslutningen i feltet strøg på oversiden af overliggeren.

I anden halvleg blev Sebastian Pingel sendt på banen for B36 Torshavn. Sebastian er søn af den tidligere AGF- og Brøndby-spiller Frank Pingel, som i øvrigt har fødselsdag i dag.

Og den tidligere Superliga-spillers søn blev kampens afgørende spiller. Med otte minutter igen dukkede han op i feltet efter et højt indlæg, og med hovedet, måske endda ryggen, rettede han bolden over stregen blandt venner og fjender.

I overtiden satsede Klaksvik alt på en udligning, men B36 opsnappede bolden og slog kontra. Klaksviks keeper kom ud af sit mål og blokerede bolden midt på egen banehalvdel, men bolden havnede hos Meinhard Olsen, der tippede den hen over hovedet på keeperen og ind i det tomme mål.

2-0 blev kampens resultat, og dermed blev de forsvarende mestre fra Klaksvik nedlagt.

Tidligere på aftenen vandt Fuglafjørdur med 2-1 over Skala, som har den tidligere Thisted FC-spiller Ronni Møller Iversen i truppen.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Tirsdag 26. januar
Mandag 25. januar