Luk

Podolski og Köln planlægger fremtid sammen

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Hoffenheim - FC Köln
Bundesliga (24/01)
Oddset 1,87 3,60 4,20
bet365 1,75 3,75 4,50

Lukas Podolski vil tilbage til FC Köln, når han stiller støvlerne på hylden, og han har allerede nu indledt en dialog med klubben, om hvordan det skal foregå.

Lukas Podolski har allerede slået fast, at han ikke kommer til at spille mere fodbold i Tyskland, og han har dermed lagt låg på rygterne om et comeback til klubben, hvor karrieren tog fart.

Men når karrieren er slut, så kan de to parter sagtens blive genforenet.

FC Köln har således indledt en proces, som skal beslutte, hvordan Lukas Podolski skal indgå i klubbens organisation, når han på et tidspunkt beslutter sig for at stille støvlerne på hylden.

Sammen med sin rådgiver har Lukas Podolski tirsdag været på besøg i Köln for at diskutere sagen.

- Vi havde en behagelig og åben samtale, og det vil jeg gerne takke cheferne i FC Köln for. Jeg ser frem til at planlægge, hvordan jeg kan støtte klubben, for Köln var og er stadig mit hjem, og FC Köln er min klub, siger Lukas Podolski til klubbens hjemmeside.

Præsident Werner Wolf er begejstret ved tanken om at få Lukas Podolski ind i organisationen.

- Lukas er et idol for en hel generation af FC Köln-fans, og der vil altid være en åben dør for ham. Vi vil gerne udnytte hans kærlighed for FC Köln og samtidig hjælpe Lukas i de vigtige og meget personlige skridt, det er at gå fra en aktiv karriere til den efterfølgende tilværelse, siger Wolf.

Dialogen mellem de to parter fortsætter fra nu, slår præsidenten fast.

Lukas Podolski har senest tørnet ud for Vissel Kobe i Japan og leder lige nu efter en ny arbejdsgiver.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Fredag 22. januar