Luk
Julekalenderen er sponsoreret af Mr Green

Polakken der forelskede sig i Odense

| Danmark | 5 kommentarer
Polakken der forelskede sig i Odense
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Infoboks

Viborg FF - Fremad Amager
NordicBet Liga (18/10)
bet365 1,53 3,80 6,50
NordicBet 1,58 4,15 5,15
Oddset 1,58 4,00 5,60
Bag julekalenderens 23. og næstsidste låge finder vi Arek Onyszko, der forelskede sig i Odense og blev udsat for en seriøs prank af selveste Mads Timm.

På bold.dk elsker vi Superligaen, og julekalenderen i år handler derfor om de spillere, som siden indførelsen af Superligaen i 1992 har spillet flest kampe i landets bedste række.

Vi har talt med de 25 spillere, som har flest optrædender i Superligaen, og der er massevis af gode historier i de mange tusinde kampe, som de 25 aktører har spillet.

Bag julekalenderen 23. låge gemmer Arek Onyszko sig. Den store og åbenmundede polak nåede at repræsentere Viborg, OB og kort FC Midtjylland inden Superliga-karrieren sluttede i 2009.

363 kampe blev det til, hvilket gør Arek Onyszko til den udlænding med flest optrædender i den bedste danske række. En præstation, han selv er meget stolt over.

- Det er jeg meget stolt over. Jeg følte, at jeg altid skulle præstere lidt ekstra som udlænding - både til træning og selvfølgelig også i kampene.

- Du skulle vise dine holdkammerater, at du var i stand til at hæve niveauet og at du forstod klubben og den danske kultur.

- Jeg var jo også dygtig og heldig, at jeg aldrig var skadet. Jeg missede vel kun tre-fire kampe i min tid i Danmark. Så var det måske meget godt, at jeg havde rigeligt med muskler, griner Arek Onyszko.

Hjælp fra uventede kanter i Viborg
Den polske keeper startede sit danske ophold i Viborg, da han blev hentet til klubben tilbage i 1998. Her fik han hjælp til at lære kulturen og de danske dyder af en anden udlænding, målmandstræner Stephen Lowe.

- Jeg havde et super tæt forhold til Stephen dengang i Viborg. Han var målmandstræner i klubben.

- Jeg stolede meget på ham, og havde jeg nogle problemer, så endte jeg faktisk tit med at køre hjem til hans privatadresse, også sent om aftenen, og så havde han altid tid til at snakke med mig og give mig gode råd.

- Jeg var i Viborg for nogle år siden. Så dér kørte jeg forbi og fik en kop kaffe, og vi talte om gamle dage. Han var en faderfigur for mig, og hans engelske værdier og kultur passede rigtig godt til mig, siger han.

OB-tiden som karrierens højdepunkt
Det var dog i OB, at Arek Onyszko ifølge ham selv præsterede bedst, og det skyldes blandt andet det store fællesskab spillertruppen iblandt.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så føler jeg at den bedste tid i min karriere var i OB. 

- Både sportsligt, hvor vi vandt pokalturneringen og spillede i Europa, men også byen, menneskerne som arbejdede i klubben og sådan. Jeg følte mig virkelig godt tilpas og vi var som en lille, lukket familie.

- Jeg nød også min tid i Viborg, som var mit første sted i Danmark. Men da jeg skiftede til OB, følte jeg mig allerede dansk. Jeg kunne tale sproget og kendte til den danske kultur, så der havde jeg en fantastisk tid.

- Jeg nåede at spille under Bruce Rioch og Lars Olsen, to fantastiske trænere, ligesom spillere som Thomas Helveg og Eric Djemba-Djemba var en fornøjelse at opleve på tætteste hold.

- Jeg har en virkelig god følelse i kroppen, når jeg tænker tilbage på min tid i OB. Klubben er stor, vi havde mange tilskuere og vi spillede rigtig godt dengang, forklarer han om klubben, han nåede at spille i fra 2004 til 2009.

Tørret af Mads Timm
Arek Onyszko fremhæver især én person fra OB-tiden som var god for en practical joke eller to og til at løfte stemningen i truppen.

- Mads Timm stod for de sjoveste episoder i omklædningsrummet i min OB-tid. Han var en stor spøgefugl, som elskede at lave gas med mig eller nogle af de andre på holdet.

- På et tidspunkt pillede han min forreste nummerplade af, og erstattede den med en ny, hvor der stod “Mafioso” på. Uden jeg opdagede noget. Så jeg kørte rundt i Odense i en halv dag, og fik så øje på nummerpladen i et butiksvindue.



- Det var godt at politiet ikke stoppede mig. Jeg blev ikke sur, jeg grinte af det i mange, mange dage.

- Han har også gjort det mod andre. En dag puttede han græs, bolde, kegler og andre materialer ind i bilen hos Anders Lindegaard. Ind i hans nye, dyre Audi A3, som blev beskidt og en smule ødelagt. Det var fandme sjovt.

- Han kunne også finde på at bytte om på nøglerne i vores jakkelommer, så der var rent kaos på parkeringspladsen, når vi skulle hjem fra træning.

- Det betød enormt meget for os som et hold, at typer som Mads var der. Vi havde det kanon hyggeligt sammen, også uden for banen, og det hjalp også på resultaterne, tror jeg.

Danmark er stadig hjertet nær
Selvom det snart er ni år siden at han forlod Superligaen, så følger den tidligere målmand fortsat med i dansk fodbold, hvilket også har kastet en jobmulighed af sig. 

- Jeg prøver at følge med i dansk fodbold, men det er nok mest jeres landshold, som jeg følger. Jeg var faktisk kommentator til Polen-kampen inde i Parken, hvor I vandt 4-0 og spillede en meget flot kamp.

- Jeg er meget glad for, at I også skal med til VM. Og de polske TV-stationer har også allerede ringet og sagt, at de gerne vil have mig til at kommenterer jeres kampe til sommer. Så jeg er faktisk dansk ekspert i Polen, griner den tidligere topmålmand, og tilføjer.

- Jeg ses stadig med Rajko Lekic. Jeg var hjemme hos ham for tre uger siden. Vi havde en fantastisk aften, hvor timerne fløj afsted og vi talte om de gamle dage vi havde sammen i OB.

- Jeg har også en plan om, at jeg måske allerede fra januar af skal starte en målmandsskole i Danmark sammen med Frank Petersen, som er målmandstræner i FC Roskilde.

- Vi kommer hundrede procent til at starte det op, men jeg ved ikke lige om det kommer til at ske allerede fra januar måned, siger han.

Målmandstræner i den tredjebedste række
Efter karrieren i det danske vendte Arek Onyszko hjem til Polen, hvor han sidenhen er faldet til ro og har stiftet familie i hjembyen, Lublin.

Han beskæftiger sig dog stadig med fodbold på højt plan, selvom en sygdom for et par år siden næsten satte en stopper for dette.

- Jeg bor i Polen nu. For tre år siden fik jeg nye nyrer, men det går heldigvis godt. Jeg var i Warszawa i denne uge til kontrol, og alt fungerer som det skal.

- Jeg skal spise piller to gange om dagen, men ellers lever jeg et almindeligt familieliv her i Lublin.

- Jeg arbejder som målmandstræner for et hold i den tredjebedste række i Polen. Jeg er lige blevet færdig med min UEFA A Goalkeeper-uddannelse, som den eneste i Polen faktisk.

- Jeg får lov til at arbejde med unge mennesker, hvilket jeg nyder rigtigt meget. Jeg har prøvet at træne spillere i den polske Ekstraklasa, men vi har et kæmpe problem hernede i forhold til betalingen.

- Jeg har flere gange oplevet, at jeg skulle vente to-tre måneder på at få min løn, og det gider jeg ikke længere. Så jeg har ikke så store ambitioner om en karriere her i Polen, så længe forholdene ikke bliver som vi kender det i Danmark eller lignende.

- I Polen er der også en tendens til, at taber dit hold tre-fire kampe, så bliver du smidt ud. Ikke bare træneren, men alle folk, og det har jeg ikke lyst til at gamble med, afslutter 43-årige Arek Onyszko.

Læs med igen i morgen, hvor vi sætter sidste punktum for årets julekalender med en anden karismatisk keeper fra Superligaens seneste årtier.

kenneth@bold.dk


Af Kenneth Hansen
Onsdag 16. oktober
Tirsdag 15. oktober