Luk

Politiet afgør antal fans til Superliga-kampe

| Danmark | 0 kommentarer

Infoboks

Rigspolitiet skal vurdere, hvor mange tilskuere der må lukkes ind til de kommende Superliga-kampe.

Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, bekræftede tirsdag over for bold.dk, at der var en aftale på plads omkring flere tilskuere på stadion i 3F Superligaen.

Kulturministeriet har nu offentliggjort bekendtgørelsen, der ligger til baggrund for beslutningen, og det betyder, at det nu kan føres ud i livet.

Det bliver Rigspolitiet, der beslutter, hvor mange tilskuere der må være til stede, oplyser Kulturministeriet.

- Tilskuerne skal hovedsageligt sidde ned. Der vil fortsat være maksimalt 500 tilskuere i hver sektion, men afstandskravet sænkes til 1 m, og familiemedlemmer og andre nære relationer vil kunne sidde ved siden af hinanden.

- Desuden skal medarbejdere uddannes i korrekt håndtering af fødevarer, korrekt hygiejne og brug af værnemidler, og så skal klubberne sikre sig kontaktinformationer på tilskuere, så klubben i tilfælde af smitte med coronavirus kan informere om og understøtte smitteopsporing.

- Klubberne skal ligeledes opfordre tilskuere til at downloade app’en Smitte|stop.

- Sundhedsmyndighedernes generelle anbefaling om 2 meters afstand ved aktiviteter som sang og råb er ikke ændret, men under hensyn til de særlige rammer, som superligafodbold afvikles under og drøftelserne med Divisionsforeningen, DBU, DIF og Folketingets partier, har regeringen vurderet, at det vil være forsvarligt med en afstand på 1 meter.

Ordningen med flere tilskuere til Superliga-kampe løber til og med 31. august, hvor også det overordnede forsamlingsforbud løber til. I august vil regeringen drøfte situationen fra 31. august og frem.

Ordningen gælder ikke for udebanefans, oplyses det.

 


Af Sara Margren
Fredag 10. juli