Luk

Portugal nedlagde Serbien efter vild halvleg

| EM | 1 kommentar
Portugal nedlagde Serbien efter vild halvleg
Foto: Getty Images

Portugal vandt 4-2 over Serbien i EM-kvalifikationens gruppe B. Fem af målene faldt efter pausen.

Efter en skuffende start på EM-kvalifikationens gruppe B skulle Portugal forsøge at komme tilbage på sporet lørdag aften, da Cristiano Ronaldo og co. tog på besøg i Serbien.

Hjemmeholdet havde inden kampen fire point i tre opgør, mens Portugal lå lige under, efter de første to kampe blot havde givet uafgjorte resultater.

Fra kampens start var det udeholdet, der satte sig på løjerne. Portugal dominerede bolden, men serberne stod solidt defensivt og gjorde det svært for gæsterne at skabe chancer.

Goncalo Guedes fik en halv chance efter et kvarters spil, som han sendte over mål, inden Cristiano Ronaldo fik en pæn mulighed efter en halv time. Her manglede skarpheden dog fra Juventus-stjernen, der ikke kunne score.

Portugiserne fik dog udbytte af spilovertaget kort før pausen. Et indlæg blev sendt i feltet, og Marko Dmitrovic i det serbiske mål kunne ikke gribe bolden. Han tabte den ned foran William Carvalho, der fik kæmpet sig fri og prikkede den i tomt mål.

Føringen fik ikke Portgual til at slappe mere af efter pausen. Det var fortsat dem, der sad på både spil og chancer, og efter 58 minutter blev føringen fordoblet.

Goncalo Guedes tog sagen i egen hånd og driblede bolden ind i feltet, inden han med venstreskøjten bragede bolden i kassen til 2-0.

Ti minutter senere sørgede Serbien dog for at få spændingen tilbage i opgøret. Et hjørnespark endte lige i panden på Nikola Milenkovic, som let pandede reduceringen i kassen.

Efter 80 minutter slog Cristiano Ronaldo dog til. Juventus-profilen svigtede ikke, da han blev stukket alene igennem, og så stod det 3-1.

Tilskuerne havde dog slet ikke set det sidste mål i kampen endnu. Fem minutter senere slog serberne kontra, hvor bolden i sidste ende endte hos Aleksandar Mitrovic, og Fulham-angriberen bragede den i kassen.

Spændingen varede dog kun i ét minut. Portugiserne angreb i den anden ende, og bolden endte hos Bernardo Silva på kanten af feltet. Han var ikke i tvivl om, at der skulle afsluttes, og så lå bolden endnu engang i mål.

Portugal vandt kampen 4-2 og rykker dermed op på andenpladsen i gruppen med fem point efter tre kampe. Serbien har fire point efter fire kampe.


Af Jonas Sand

1 kommentar

MartinHerold 22:47          
Han har sgu stadig fart i støvlerne, den gamle.
Lørdag 21. september