Luk

Pres på Brentford: Pukki og Norwich til tops

| Championship | 0 kommentarer

Teemu Pukki scorede to mål, da Norwich hentede en 4-1-sejr over Stoke og snuppede førstepladsen i Championship fra Brentford, der spiller søndag.

Norwich har mistet førstepladsen i Championship til danskerklubben Brentford, men lørdag kunne Kanariefuglene lægge pres på topholdet, hvis det blev til en sejr over Stoke.

Jacob Lungi Sørensen indtog bænken, og herfra kunne danskeren se sit hold komme foran 2-0 i første halvleg.

Efter et kvarter fyrede Todd Cantwell hjemmeholdet på 1-0 fra kanten af feltet, inden Teemu Pukki øgede til 2-0 kort før pausen, da finnen udnyttede et boldtab af Stokes Morgan Fox, og han kunne dermed sparke sit 12. sæsonmål i kassen.

Stoke svarede igen efter en time, da Nick Powell udnyttede en fejl hos Norwich og scorede til 1-2, men blot få minutter senere kom hjemmeholdet på 3-1 takket være en scoring af Emiliano Buendia.

Med ti minutter igen lukkede Teemu Pukki så kampen, da han omsatte et straffespark med sit 13. mål i sæsonen, efter Buendia var blevet nedlagt i feltet.

4-1 til Norwich blev dermed kampens resultat, som sender dem op på førstepladsen og lægger pres på Brentford, der søndag møder Barnsley.

Flere danskere i aktion i Championship
Watford tævede andetsteds Bristol City med hele 6-0, hvor Philip Zinckernagel blev indskiftet efter en time og scorede kampens sjette mål.

Kenneth Zohore spillede 71 målløse minutter, da Millwall vandt 2-1 over Reading, mens Kristian Pedersen fik fuldtid i Birminghams 0-1-nederlag mod Luton.

Philip Billing blev tidligere lørdag indskiftet efter 81 minutter af Bournemouths 0-0-kamp ude mod Nottingham Forest.

Cardiff slog desuden Coventry med 3-1, Derby vandt 2-1 over Milddesbrough, og Wycombe dukkede Huddersfield med 3-2 i lørdagens resterende Championship-kampe.


Af Sara Margren
Fredag 16. april