Newcastle-manager Steve Bruce opfordrer sine spillere til at ignorere al snakken om klubbens elendige form.
Newcastle er elendigt kørende i Premier League, da holdet blot har hentet to point i de seneste otte kampe og med hastige skridt nærmer sig bunden af tabellen.
Manager Steve Bruce erkender, at selvtilliden på holdet er lav, og han opfordrer spillerne til at holde snuden i sporet og ignorere al snakken om krise.
- Der er ingen tvivl om, at vi er inde i en skidt periode, og jo hurtigere vi henter resultater igen jo bedre. Man kan ikke gøre andet end at forberede sig bedst muligt til kampene og forsøge at ignorere al larmen, siger Bruce ifølge Sky Sports.
- Vi har brug for at hente et godt resultat. Jeg har set momenter af noget godt, men selvtilliden er en smule lav.
- Jeg har stået i en situation som denne før, og man må gøre brug af sine erfaringer. Der er ingen tvivl om, at det er hårdt, men jeg tror stadig på det.
- Når man er manager i Premier League, hører man ofte, at der er pres på, og når man er skidt kørende, kommer man meget hurtigt under dette pres. Man må bare håndtere det med respekt og værdighed og passe sit arbejde.
Newcastle har fortsat syv point ned til nedrykningsstregen og får tirsdag besøg af Leeds.
0 kommentarer
Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.
Vær den første til at kommentere i vores forum.