Luk

Prip bankede AC Horsens videre mod Thisted

| Sydbank Pokalen | 4 kommentarer

En sen scoring af Louka Prip sendte torsdag aften AC Horsens videre i Sydbank Pokalen mod Thisted FC.

AC Horsens og Thisted FC stod torsdag aften over for hinanden i Nordjylland, hvor begge klubber skulle forsøge at spille sig videre i Sydbank Pokalen.

Superligaen-klubben har ikke fået en god start på sæsonen, hvor klubben ligger nummer 12 efter 11 kampe. Hjemmeholdet ligger nummer fem i 2. divisions gruppe 2 og har blot tabt én af de seneste ni kampe i alle turneringer.

Kampen var blot fem minutter gammel, da den første scoring faldt. Det var AC Horsens, der kunne juble efter et langt indkast. Mikkel Quist sendte bolden i feltet, hvor Simon Okosun dukkede op og pandede føringsmålet i kassen.

Den opskrift var ifølge Horsens Folkeblad også tæt på at give 2-0-scoringen efter 18 minutters spil. Denne gang var det Erhan Masovic, der fik hovedet på det lange indkast. Thisted fik dog clearet bolden på stregen.

Thisted sluttede halvlegen stærkt af og havde også en god mulighed for at score. Det forblev dog 1-0 til AC Horsens ved pausefløjt, men Thisted FC fandt udligningen 20 minutter inde i anden halvleg.

Nordjyderne startede bedst efter pausen, og efter 66 minutter kom forløsningen. Et hjørnespark endte for fødderne af Laurits Bust Sørensen, der sendte bolden i kassen.

1-1-stillingen begyndte at ligne et slutresultat, der dermed ville sende de to hold i forlænget spilletid. Men Louka Prip ville det anderledes.

Midtbanespilleren tog et par træk på kanten af feltet, inden han flot krøllede bolden i kassen, netop som uret rundede de 90 minutter.

Det efterlod ikke Thisted med mange minutter til at ændre resultatet, og det lykkedes heller ikke nordjyderne at score. 

Derfor kunne AC Horsens glæde sig over at være videre til fjerde runde, da dommerens fløjtede af. Her venter Fremad Amager, der i seneste runde slog FC Midtjylland ud.


Af Jonas Sand
Mandag 21. oktober