Luk

Priske: Fair at Klopp ville beskytte sine spillere

| Champions League | 2 kommentarer

Infoboks

Liverpool - FC Midtjylland 2-0
Champions League gruppe D
55' 1-0 Diogo Jota
90' 2-0 Mohamed Salah

Brian Priske og Jürgen Klopp var tirsdag i en ophedet diskussion efter et frispark begået af FC Midtjylland, men FCM-træneren lægger ikke meget i situationen.

I første halvleg af tirsdagens Champions League-kamp mellem FC Midtjylland og Liverpool var der lidt af et skænderi på sidelinjen.

Efter et frispark begået af FCM’s Jens Lys Cajuste fløj det med ytringer mellem Brian Priske og Jürgen Klopp, men efter kampen lagde Priske ikke meget i situationen.

- Det var ikke så meget andet end, at han følte, jeg gestikulerede, det var godt, at Jens lavede frispark. Han var mere ude på at beskytte sine spillere lidt, og det var jo helt fair, fortæller Priske og tilføjer:

- For mig handlede det om at hylde Jens for hans arbejdsindsats og aggressivitet, som jeg vidste, vi fik brug for. Det var tydeligt, der var frispark og gult kort, så mere var der ikke i det.

Priske fortæller, at han ikke havde talt ud med Klopp efter situationen.

Klopp: FCM gik ikke over stregen

Klopp blev på pressemødet efter kampen forholdt situationen, og han benyttede lejligheden til at hylde FC Midtjyllands tilgang til kampen.

Gik FCM over stregen?

- Nej, nej, slet ikke. Jeg elskede det, som Midtjylland gjorde. Jeg er besat af organisation, og deres organisation, måde at fylde kampen med liv og den måde, de skabte problemer for os, får al min respekt, sagde han og fortsatte om situationen:

- Jeg så det som en god pres-situation, og diskussionen var, om det var et frispark. Det så min kollega måske ikke, for han fejrede situationen uden at se, det var et frispark. Det var ikke andet end det. Det var ingenting.

- De gik ikke over stregen, de spillede hårdt, og den situation var ikke engang et hårdt frispark. Det var bare et frispark, og derfor sagde jeg, hvad jeg sagde, og det skulle ikke bekymre nogen.

Jens Lys Cajuste fik gult kort for sit frispark, der ledte op til diskussionen.


Af Jonas Dalgård
Onsdag 25. november