Luk

Priske før CL-brag: Favoritrollen er ligegyldig

| Champions League | 6 kommentarer

Infoboks

Slavia Prag - Sigma Olomouc
1. Division (16/01)
Oddset 1,23 6,00 9,65
bet365 1,25 6,00 10,00

FC Midtjyllands Brian Priske beskriver Slavia Prag som et meget stærkt hold, men vil ikke pege på, hvem der er favoritter før dobbeltopgøret.

FC Midtjylland skal tirsdag forsøge at tage endnu et skridt mod Champions League, når holdet gæster tjekkiske Slavia Prag i den første af to kampe.

FCM-træner Brian Priske ved, at der venter de danske mestre en meget stor opgave mod Slavia, men han har ikke brugt tid på, hvor favoritrollen før de to kampe ligger.

- I bund og grund går jeg ikke op i, hvem der er favorit, for man kan reelt ikke bruge det til noget som helst, siger Priske til bold.dk. 

- Vi holder kun fokus på os selv, og favoritrollen er ligegyldig. Jeg kan bare konstatere, at det er et rigtig stærk hold, vi skal møde.

- De har international erfaring og var så sent som i sidste sæson i Champions League, og de har også rigtig mange landsholdsspillere, primært fra Tjekkiet, så det er et godt hold.

- Vi har fået rigtig god erfaring mod Ludogorets og Young Boys, og der er ingen tvivl om, at vi får brug for det mod Slavia Prag, som spiller i et rigtig højt tempo og har meget dygtige individualister.

Hjemmebanefordel betyder mindre

FC Midtjylland havde lodtrækningsheld før de to kampe og kan potentielt spille sig i Champions League på hjemmebane.

At slutte på eget græs betyder dog mindre, nu hvor der ikke må komme fans på lægterne, vurderer Priske. 

- Man vil altid gerne slutte på hjemmebane, og jeg tror da stadig, det er et plus at slutte hjemme i vante rammer, men det er rigtigt, at det ikke har så stor betydning, som det plejer.

- Når det rigtig spidser til, og det formentlig skal afgøres til sidst, står man som regel med en meget stærk tolvte mand i ryggen, og det har vi ikke. 

- Omvendt bliver vi heller ikke mødt af et tryk fra tilskuerpladserne i morgen, som også kunne være massivt på dette flotte, store stadion.

Har du mest fokus på at lukke af med jeres normalt stærke defensiv, eller er det vigtigere med et udebanemål?

- Vi kigger egentlig bare på, at vi vil gentage det udtryk og den stil, vi har haft succes med den seneste tid. Vi vil komme ud til kampen på samme måde, som vi plejer.

- Vores spillere er så trygge og komfortable i vores måde at gøre tingene på, at vi ikke føler, vi skal ind at ændre noget. Vi tror på, at vores stil med at presse højt op og stå langt væk fra eget mål er vejen frem.

- Samtidig vil vi forsøge at holde godt fast i bolden, som vi gjorde så godt i anden halvleg mod Young Boys. Slavia er vant til at have bolden rigtig meget, og kan vi stresse dem lidt ved at holde godt i bolden, er vi nået langt, så vi vil forsøge at tage trykket og gribe taktstokken, for det kan gøre dem ukomfortable, vurderer Priske.

Første kamp spilles tirsdag klokken 21.00, mens der er returopgør i Herning onsdag i næste uge.


Af Mikkel Nøhr
Lørdag 16. januar
Fredag 15. januar