Luk

PSG blamerede sig mod upåagtede Reims

| Ligue 1 | 2 kommentarer

PSG storskuffede på hjemmebane med et 0-2-nederlag til Reims, som tildelte PSG sit andet nederlag i sæsonen.

Onsdag aften havde PSG besøg af midterholdet Reims i Ligue 1, og der var ikke mange andre forventninger end en sikker sejr til værterne, der var gået sejrrigt fra banen de seneste fire opgør i Ligue 1.

Værterne var fortsat hårdt ramt af skader, men manager Thomas Tuchel kunne da glæde sig over, at Neymar var til rådighed.

Han var senest matchvinder i slutningen af weekendens kamp mod Lyon, men onsdag manglede magien.

På trods af fine PSG-muligheder i begyndelsen, var det Reims, som bragte sig foran, da Nyasha Munetsi fandt Hassane Kamara, som headede Reims på 1-0.

Siden fortsatte PSG med at skabe muligheder, og Angel Di Maria var ligeledes tæt på at score PSG's første mål, men hans forsøg blev reddet af Predrag Rajkovic i Reims-målet.

I anden halvleg forsvarede Reims sig fortrinligt, og gæsterne holdt længe PSG fra muligheder.

Faktisk var Reims tættest på at score først i anden halvleg, da Remi Oudin hamrede bolden på stolpen.

PSG pressede mod slutningen hårdt på for at komme tilbage, men det skulle ikke lykkes, og til allersidst blev ydmygelsen endnu værre.

I kampens overtid scorede Reims nemlig til 2-0 ved Boulaye Dia, som saksesparkede et indlæg i kassen til slutresultatet 2-0.

PSG er fortsat på førstepladsen i Ligue 1, hvor man er á point med Angers på 15 point.


Af Jonas Dalgård

2 kommentarer

D.B.R. © 23:01          
WTF!
Acheron 3 23:11          
Ha ha. Skønt. Historisk set er Reims også en af giganterne i fransk fodbold, så det er fint at de lige stikker næsen frem en gang i mellem.
Mandag 14. oktober
Søndag 13. oktober