Luk

PSG overvintrer som treer trods storsejr

| Ligue 1 | 3 kommentarer

PSG går på julepause som nummer tre i Ligue 1, selv om holdet vandt med 4-0 over Strasbourg onsdag aften. Lyon og Lille er foran.

PSG spillede onsdag aften 2020’s sidste kamp, da man på hjemmebane tog imod Strasbourg fra bunden af ligaen.

Fra kampens start stod Strasbourg meget dybt på banen, men det var gæsterne, som havde den første mulighed ved Jean-Ricner Bellegarde, der udfordrede og afsluttede, men Keylor Navas reddede til hjørne.

PSG var generelt meget på bolden, og efter et fint angreb kom Angel Di Maria igennem. Han afsluttede, men hans forsøg blev snuppet. I stedet røg bolden ud til unge Timothee Pembele, der sikkert sparkede PSG på 1-0 med sin første scoring i PSG-trøjen.

Midt i første halvleg kom Strasbourg en anelse længere frem ad banen og begyndte selv at vise initiativ, men gæsterne havde problemer med at skabe chancer udover et par dødbolde, som havde potentiale.

Kort før pausen var PSG tæt på at komme yderligere foran, da Rafinha driblede sig fri og afsluttede. Skuddet blev rettet af, og det voldte store problemer for Strasbourg-keeperen Eiji Kawashima, som var tæt på at lave selvmål. Han reddede dog selv kastanjerne ud af ilden.

Derfor gik de to hold til pause ved 1-0 efter Pembeles scoring.

Strasbourg forsvarede sig bravt, og det var særligt den 20-årige Mohamed Simakan, som gjorde sig bemærket. Gennem kampen havde han flere stærke indgreb, og han vandt ofte sine dueller med Kylian Mbappé.

PSG havde svært ved at skabe de chancer, der skulle til for at lukke kampen, og det lugtede en smule af, at Strasbourg kunne komme tilbage.

Men efter 80 minutter forærede Strasbourg bolden til Angel Di Maria, der røg ind i feltet og spillede bolden på tværs til Mbappé, som uden problemer kunne sparke bolden i mål til 2-0. 

Så kollapsede gæsterne, der siden kunne  se Idrissa Gueye score til 3-0 på et forrygende langskud, inden Moise Kean lukkede og slukkede til sidst med 4-0 på en ripost efter en stærk Marco Verratti-aktion.

PSG glippede dog muligheden for at overvintre på Ligue 1’s førsteplads, for andetsteds vandt Lyon 3-0 over Nantes, og Lille vandt ligeledes over Montpellier med 3-2 er de to hold fortsat foran PSG.

Ligue 1 genoptages 6. januar.


Af Jonas Dalgård
Lørdag 27. februar
Fredag 26. februar