Da PSG var foran 5-0 i lørdagens hjemmekamp mod Montpellier, blev Kylian Mbappe pillet ud til fordel for Mauro Icardi midtvejs i anden halvleg.
Det var PSG-profilen dog ikke tilfreds med, for han stillede sig demonstrativt foran PSG-træner Thomas Tuchel og begyndte at diskutere, hvilket nu risikerer at få konsekvenser.
- Jeg er træneren, og nogen er nødt til at bestemme, hvem der skal ud, og hvem der kommer ind. Det er mig, siger Tuchel ifølge goal.com og fortsætter:
- Mbappe er meget intelligent og ved, hvad han gør. Han er ikke glad for at blive skiftet ud, hvilket ingen er. Det er ikke gode billeder, men vi er ikke den eneste klub, der skal håndtere den slags ting.
- Jeg forklarede for ham, hvorfor vi gjorde det, og sådan bliver det. Jeg vil altid bestemme de tekniske aspekter. Vi spiller ikke tennis, men fodbold, og vi er nødt til at respektere alle, siger Tuchel, der er usikker på, om han vil straffe Mbappe:
- Jeg ved det ikke. Jeg er nødt til at tænke og sove, og så tager jeg en beslutning i morgen, lyder det fra PSG-træneren.


PSG
Ligue 1































