Luk

PSG vandt ligacup efter stort straffedrama

| Liga Cup | 3 kommentarer

Der var dramatik til det allersidste, da PSG besejrede Lyon og Joachim Andersen efter straffesparkskonkurrence med 6-5 i den franske ligacup. 

I den franske Coupe de la Ligue duellerede PSG og Lyon mod hinanden i finalen fredag aften på Stade de France. 

PSG kunne vinde sit andet trofæ inden for kort tid, da holdet vandt den franske pokalturnering i fredags over Saint Etienne. 

PSG kunne vinde trofæet for niende gang, mens Lyon skulle forsøge at fravriste PSG tronen og sikre sig en Europa-plads. Lyon havde danske Joachim Andersen på bænken fra start. 

I kampens indledning sad PSG på begivenhederne og kom til flere gode muligheder. 

Neymar trykkede af fra distancen efter fem minutters spil, men Lyon-målmanden reddede forsøget. 

Et par minutter efter var Neymar på spil. Han blev spillet på kanten af feltet og prøvede at dreje bolden over i det yderste højre hjørne, men bolden gik snært forbi mål. 

Lyon ville dog også lege med, da holdet kom frem til en fin mulighed efter 11 minutter, men det endte ikke med en scoring. 

Der var flere chancer i begge ender, men det var PSG, der kom frem de største chancer. Idrissa Gueye fik en god aflevering og trykkede af mod venstre målhjørne, men Anthony Lopes leverede en fremragende redning. 

Lige efter kom Angel Di Maria frem til en stor mulighed efter et kontraangreb, men da han nærmede sig Lopes, mistimede han forsøget, og så kunne Lopes nemt samle den op. 

På trods af fine forsøg til begge mandskaber, så stod der 0-0 ved pausen. 

Lige efter pausen bragede Neymar et skud af mod Lyon-målet og Anthony Lopes, men Lyon-målmanden fik reddet forsøget.

Der var god intensitet fra halvlegens start. Memphis Depay fik også muligheden for Lyon efter 50 minutter. Han manglede skarpheden foran kassen, og den strøg forbi venstre stolpe. 

Pablo Sarabia var lige ved at komme frem til et indlæg tæt under mål efter godt 75 minutters spil, men Lyon-forsvaret fik afværget situationen. 

Med ti minutter igen af den ordinære tid kom Joachim Andersen på banen for Lyon, og han erstattede Marcelo. 

Lige efter bragede Maxwell Cornet et drøn afsted efter et frispark, og her måtte Keylor Navas levere en stor redning for at undgå en scoring til Lyon. 

Minuttet efter var Karl Toko Ekambi tæt på at bryde igennem. Han fik dog sendt et skud mod Keylor Navas, der dog ikke havde problemer med at redde skuddet. 

Neymar var millimeter fra at score det afgørende mål for PSG, da han sendte et hovedstød mod Lyon-målet. 

Lyon-målmanden diskede op med en flot redning. Begge mandskaber forsøgte sig i slutfasen, men den ordinære spilletid endte med 0-0. 

I den forlængede spilletid startede PSG bedst ud, og Angel Di Maria havde flere gode forsøg. Efter 96 minutter trykkede han af mod kassen, men Lopes i målet var igen i vejen og måtte helt ud i fuld længde for at redde forsøget.

I den anden ende fik Lyon også en god mulighed, men bolden sneg sig forbi Navas' mål. Joachim Andersen havde flere fine aktioner for Lyon efter sin indskiftning og var med til at stabilisere forsvaret. 

De første 15 minutter af den forlængede spilletid endte uden mål. 

Lyon fik en kæmpe chance efter et hjørnespark efter 112 minutter, da Cornet stod helt fri i bagerste område af PSG-feltet og firsttimede bolden tæt under PSG-målet. Den endte dog med at stryge langt over mål. 

Så kom der højdramatik, da Angel Di Maria sprintede mod Lyon-målet og nåede bolden i sidste minut. Rafael hægtede Angel Di Maria lige uden for feltet, og det kostede et rødt kort til Lyon-spilleren. 

Neymar tog frisparket, men sendte bolden langt over Lyon-målet. 

Det hele skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence. 

Joachim Andersen tog sig af første spark, og han bankede bolden i kassen til 1-0 for Lyon i straffesparkskonkurrencen. Derefter var det Angel Di Maria, og han bragte balance i regnskabet. Så var det Karl Toko Ekambi, der gik til pletten.

Keylor Navas valgte rigtig side, men den kom over stregen. PSG scorede også på næste spark, og dermed stod der 2-2. 

Derefter var det Maxence Caqueret, der gik til bolden, og han var også sikkerheden selv, og Leandro Paredes fra PSG udlignede til 3-3. 

Thiago Mendes bevarede roen og bankede bolden i mål til 4-3 for Lyon. Ander Herrera var også sikker, og dermed stod der 4-4. Houssem Aouar var femte mand for Lyon, og han bragte Lyon på 5-4. 

Så skulle Neymar til pletten, og han fikserede Anthony Lopes og scorede til 5-5. 

Bertrand Traore viste nervøsitet for Lyon lige efter, da Keylor Navas pillede forsøget, og så havde PSG matchbold. Sarabia gik til bolden og scorede sikkert. 

Dermed vandt PSG ligacup-trofæet for niende gang efter et stort drama med 6-5. Det var samtidigt den sidste udgave af ligacuppen.


Af Anders Jensen
Søndag 9. august