Nikolai Laursen nåede lige akkurat at få debut for Brøndby, inden han i sommeren 2015 skiftede til PSV Eindhoven, hvor han har været lige siden.
Tiden i Holland har dog ikke været en dans på roser. Den nu 20-årige angriber sad således ude i langt det meste af sidste sæson, fordi han smadrede det ene korsbånd.
I denne sæson har han dog været uden skader og har spillet nogenlunde fast for klubbens U21-hold i den næstbedste hollandske række.
Men Nikolai Laursen er langt fra tilfreds med situationen i den hollandske topklub, hvor han endnu ikke har været i nærheden af at deltage i en førsteholdskamp.
- Det er lidt svært dernede for tiden. Jeg spiller på U21-holdet, og der er mange fra førsteholdet, der kommer ned og spiller med os. Det betyder, at vi, der normalt starter inde, bliver skubbet ud, og på det sidste har jeg ikke fået så meget spilletid, som jeg ønsker mig, siger Laursen til bold.dk.
Nikolai Laursen har spillet i 24 kampe, men er kun startet inde i 13 af dem. Han har undervejs i sæsonen bidraget med seks scoringer og en assist.
- Jeg gør det godt, når jeg endelig spiller. Det tæller også, og jeg prøver bare at blive ved med at gøre det godt.
- Men jeg spiller i PSV for at spille fodbold. Jeg gider ikke sidde på bænken. Så vil jeg hellere spille et andet sted, siger Nikolai Laursen, som ærgrer sig over situationen.
- Jeg vil ikke sige, at jeg er frustreret hele tiden. Det er klart, at man bliver det indimellem, fordi man måske ikke helt kan forstå, hvad der sker. Jeg kan godt stå i en situation, hvor jeg mener, jeg er bedre end de, der spiller, og derfor forstår jeg ikke altid de valg, der bliver taget.
- Men sådan er fodboldverdenen, og man er nødt til at tage det med - man kan også lære af det.
Går du og tænker på, om du skal videre allerede til sommer?
- Jeg tænker selvfølgelig på, om der skal ske noget, men det er ikke sådan, at det fylder mit hoved. Jeg fokuserer bare på hverdagen og på at gøre det så godt som muligt - men hvis jeg ikke snart kommer på førsteholdet, må jeg kigge andre veje, siger han.
Unge spillere opfordres ofte til at have stor tålmodighed, og Laursen er også bevidst om, at han ikke bare kan give op.
- Man skal selvfølgelig være tålmodig. Jeg har været uheldig med skader, men det gider jeg snart ikke at bruge som undskyldning længere. Jeg har bevist, hvad jeg skal, og jeg vil det så meget, at hvis det ikke lykkes i PSV, så lykkes det et andet sted.
- Jeg føler, jeg har været god nok til førsteholdet i rigtig lang tid nu, siger Nikolai Laursen.
Den 20-årige angribers kontrakt i PSV udløber i sommeren 2020.
nicolai@bold.dk


PSV Eindhoven
Æresdivisionen




























