Luk

PSV tabte igen og må se Ajax trække fra

| Æresdivisionen | 0 kommentarer
PSV tabte igen og må se Ajax trække fra
Foto: Getty Images

Willem II vandt søndag eftermiddag 2-1 på hjemmebane over PSV Eindhoven i Æresdivisionen.

PSV Eindhoven var i søndagens udekamp mod midterholdet Willem II presset til at tage de tre point, hvis ikke Ajax skal stikke helt af i toppen af Æresdivisionen, og delvist også Alkmaar, som lå på andenpladsen inden dagens kampe.

Det kører dog rigtig skidt PSV i øjeblikket, og det manifesterede sig fra kampens start, da hjemmeholdets 20-årige højre fløj Che Nunnely efter syv minutter satte 1-0-målet ind efter en kontra, hvor han blev spillet fri tæt under mål af et fladt indlæg.

PSV sad massivt på boldbesiddelsen, men afslutningerne ramte for det meste ikke målet, og så slog hjemmeholdet en giftig kontra midt i anden halvleg.

Nunnely blev spillet i løb i højre side af feltet og huggede uden betænkning bolden ind i modsatte side af målet til 2-0.

Kort før tid reducerede Gaston Pereiro til 2-1 for PSV, da hans afslutning ramte foden på en forsvarer og sejlede i en bue ind over Willem II-keeperen.

Det endte dog 2-1 til hjemmeholdet, hvilket betyder, at PSV er 11 point efter topholdet Ajax. 

I en anden kamp søndag eftermiddag vandt Twente 2-1 hjemme over Zwolle, uden at den danske angriber Emil Berggreen kom i kamp for hjemmeholdet.


Af Thor Carlskov
Torsdag 14. november