Teemu Pukki har spillet i Brøndby siden sommeren 2014, hvor han først spillede en sæson på en lejeaftale fra Celtic, inden Brøndby hentede ham permanent i sommeren 2015.
Pukki står noteret for 113 kampe i Superligaen og 45 mål, men finnens kontrakt med Brøndby udløber til sommer.
Som det ser ud nu, spiller Pukki i Brøndby i foråret, inden han forlader klubben ved kontraktudløb til sommer.
- Det mest sandsynlige scenarie er, at han spiller resten af sæsonen i Brøndby. Klubben kæmper om mesterskabet, og da klubben betyder enormt meget for Teemu, vil han gøre alt for at vinde et trofæ med den, siger Pukkis agent Teemu Turunen til bold.dk.
- Der vil altid være interesse for spillere, som scorer mange mål, og det gælder selvfølgelig også for Pukki. Jeg kan bekræfte, at der er stor interesse for ham, men vi tager os god tid til at finde den optimale løsning for ham, og jeg kan ikke forestille mig, at han skifter i januar.
- Hvis Brøndby vil sælge ham og have penge for ham, må de sige det til os, men jeg tror ikke, at det sker. Brøndby ved godt, at Teemu er vigtig for klubben i chancen for at blive mester, og da Teemu også gerne vil blive, kan jeg ikke se, at han skifter nu.
Er det en mulighed for ham at forlænge aftalen med Brøndby?
- Selvfølgelig er det stadig en mulighed, for man kan aldrig udelukke noget i fodbold. Han er meget glad i Brøndby, han nyder at leve i København, hvor han lever med sin familie.
- Som det er nu, tror jeg ikke, at han forlænger, men man kan aldrig sige aldrig, og vi må se, hvad der sker i de næste måneder. Vi har en god dialog med Brøndby, og både Teemu og jeg har et godt forhold til klubben. Vi taler løbende, men som det er nu, forlænger han ikke.
Før denne sæson var der store interesse i Teemu Pukki fra græske Panathinaikos.
Turunen forklarer, at der ikke som sådan er en drømmedestination for Pukki, men at han sigter efter en større liga.
- Det handler om spillernes ambitioner. Teemu er 27 og vil gerne prøve sig selv af i en større liga og i en større klub, hvor han også kan tjene noget mere. Det er i sidste ende spillerens egen beslutning.
- Teemu ser på hele pakken. Det handler om ligaen, landet, klubben og den økonomiske pakke, og jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvad drømmedestinationen er for ham. Interessen er stor, og jeg er sikker på, vi kan finde noget, der er godt for ham, men vi giver os god tid, siger Turunen til bold.dk.
Teemu Pukki har en fortid i Sevilla, Schalke og Celtic.
mikkel@bold.dk


Brøndby IF
3F Superliga































