Luk

Pukki kynisk da Norwich slog Man City

| Premier League | 69 kommentarer

Teemu Pukki var igen i fokus, da Norwich slog Manchester City med 3-2 i Premier League.

Der var fantastisk atmosfære på Carrow Road, da Norwich lørdag aften havde besøg af de forsvarende engelske mestre fra Manchester City.

Oprykkerne fra Norwich har været et herligt bekendtskab i de første par runder i Premier League, og allerede efter 18 minutter tog de føringen, da Kenny McLean hoppede højest på et hjørnespark og pandede et overraskende føringsmål ind bag Ederson.

Ti minutter senere slog Norwich til igen. Teemu Pukki viste fremragende overblik og med en præcis aflevering fandt han en fremadstormende Todd Cantwell, som nemt kunne fordoble føringen.

Kort før pausen fik Manchester City dog reduceret, da topscorer Sergio Aguero kunne sætte hovedet på Bernado Silvas fornemme indlæg fra venstrekanten.

Efter pausen spillede Manchester Citys John Stones og Nicolas Otamendi alt for nonchalant, og så kunne Emiliano Buendia stjæle bolden og servere den for Teemu Pukki, som med sin sjette sæsonscoring bragte Norwich i front med 3-1.

Det fik straks Pep Guardiola til at røre på sig, og han sendte både Kevin de Bruyne og Gabriel Jesus på banen. 

Manchester City pressede hårdt på i kampens afslutning, og med to minutter igen fik Rodri reduceret, da hans langskud gik i mål.

Der blev dog ikke scoret yderligere, og derfor endte det med en overraskende 3-2 sejr til Norwich.

Manchester City er dermed fem point efter Liverpool i tabellen.

 


Af Sajeev Shankar
Mandag 14. oktober