Da Kolding IF mandag fyrede cheftræner Anders Jensen udtalte sportschef Niki Zimling en række punkter, der var årsagerne til fyringen.
- Vi har behov for en cheftræner der i højere grad kan udvikle holdet, spillestilen og den enkelte spiller. Vi savner at der bliver taget bedre hånd om nytilkomne spillere og talenter ligesom klubbens egne talenter i de kommende år i større grad skal bringes i spil, lød det fra Zimling.
Vi har talt med Anders Jensen og bedt ham om at forholde sig til de punkter, der nu har fået ham fyret.
Den første årsag var, at klubben har behov for en cheftræner, der i højere grad kan udvikle holdet, spillestilen og den enkelte spiller. Har du været god nok til det?
- I forhold til den enkelte spiller, har vi en håndfuld spillere, som har været med fra bunden af 2. division til toppen af 1. division, og hvis det ikke er at udvikle spillere, så ved jeg ikke, hvad det er.
- I forhold til spillestil var det allerede i 2. division meget vigtigt for mig at udvikle en spillestil, der ville være bæredygtig i 1. division, og det har den langt hen ad vejen vist sig at være – det kan man se på resultaterne.
Hvad har været kendetegnende ved den spillestil?
- Det har været vigtigt, at vi skulle forsvare os rigtig godt, og så skulle vi sætte vores dygtige spillere i scene. Vi har eksempelvis en topspiller i Denis Fazlagic, som er rigtig stærk i omstillinger, og hvis vi kunne sende ham af sted, har det været gunstigt for os.
- Jeg synes faktisk også, at vi i perioder har været dygtige til at dominere på bolden, men det kan man ikke forvente at gøre som oprykker i 1. division. Det ville have været for naivt, og hvis vi gjorde det, havde vi ikke ligget på fjerdepladsen.
Den anden årsag var, at klubben savner, at der bliver taget bedre hånd om nytilkomne spillere og talenter. Har du været god nok til det?
- Jeg føler, vi har forsøgt at integrere de spillere, der er kommet. For mig er det vigtigt, at de, der kommer til klubben, viser, at de er bedre end de, der er i klubben i forvejen, og som har været med til at spille os op i 1. division. Hvis de gør det, så spiller de også.
- Jeg har til hver en tid vurderet, hvem jeg synes, der har været bedst til kamp og i træninger. Det er sådan, jeg mener, man skaber resultater, og det har jeg holdt fast ved hele vejen igennem.
Har du favoriseret nogle af de gamle Kolding-drenge frem for nogle af de nye?
- Hvis jeg har favoriseret spillere, så er det spillere, der er valgt, fordi de har lavet gode resultater. Om jeg har favoriseret dem frem for andre, ved jeg ikke. Jeg har haft nogle spillere, som jeg ved, hvad jeg får fra, og som har givet alt for klubben. Det har givet os de resultater, der har ført os til fjerdepladsen.
Har der været opbakning fra omklædningsrummet fra både de gamle og nytilkomne?
- Jeg har haft en opfattelse af, at vi har haft et godt omklædningsrum, og det har jeg har værnet meget om, for det er vigtigt.
- Forhåbentlig er der altid nogen, der er utilfredse – og sådan har det også været i min trup. Jeg har ikke fornemmelsen af en spillertrup, der har vendt sig imod mig – tværtimod. Men der er selvfølgelig altid nogen, der er utilfredse.
Den sidste del af årsagen var, at klubben i højere grad vil bringe egne talenter i spil i de kommende år – hvad tænker du om det?
- Sidste år gav vi debut til en af vores U17-spillere, og i år spiller vi med Jakob Kiilerich, som er 19 år – så jeg ved ikke helt... Vi skal huske, at vi først i år har fået U19 Division, og tidligere havde vi slet ikke noget U19-hold. Derfor har det været svært at have spillere med tilstrækkelig kvalitet.
- Alligevel har vi været nede på U17-holdet og hente dem op for at vise, at der er en vej frem.
- Jeg er ret sikker på, at talenterne nu kommer, og selvfølgelig skal man gøre brug af dem i de kommende år, når de kommer, siger Anders Jensen.



Kolding IF
Betinia Liga






























