Mikkel Kallesøe og Simon Piesinger peger på kunstgræsset som en del af forklaringen på FC Nordsjællands overbevisende sejr mod Randers.
Randers leverede en sløj og usammenhængende præstation på Right to Dream Park fredag aften, og det afspejlede resultatet også.
Et velspillende FC Nordsjælland-mandskab sejrede med 3-0, og det kalder Randers-lejren fuldt fortjent.
- Det var ikke nogen god præstation af os, men det var en svær kamp, for FCN har rigtig gode og hurtige spillere på kunstgræsset. De bevæger sig godt og flytter bolden hurtigt.
- Vi havde ikke mange chancer, så resultatet var fuldt fortjent, siger Simon Piesinger til bold.dk og suppleres af Mikkel Kallesøe.
- Det var en svær kamp, hvor vi kom til at løbe meget efter bolden. Vi var overhovedet ikke farlige i den anden ende, så det var en meget fortjent sejr til FC Nordsjælland.
- Vi skal være mere kompakt, og så skal vi være aggressive, når vi står kompakt. Det er en svær ting i fodbold, og det ramte vi ikke mod FCN, siger Kallesøe til bold.dk.
Kunstgræsset var en faktor
FCN har det med at få markant færre point på udebane end hjemme på kunstgræsset i Farum, og underlaget spillede en stor rolle fredag, mener de gæstende kronjyder.
- Hvis det havde været på en græsplæne, tror jeg, det ville være anderledes. Det er deres hjemmebane, som de kan træne på hver dag og er vant til, og de er utroligt dygtige her, siger Kallesøe, der bakkes op af Piesinger:
- Det er let at sige, at man skal på kroppen af dem, men det er ikke altid så let på banen. De er gode på deres hjemmebane, og det var en helt anderledes kamp, end da vi spillede på vores hjemmebane.
- Det er ikke kun på grund af kunstgræsset, men det gør en stor forskel, siger den østrigske forsvarsspiller.
Det omvendte opgør i Randers endte med en 3-1-sejr til kronjyderne tidligere på sæsonen.
FCN har i denne sæson hentet 17 point i otte hjemmekampe og blot syv i ni udekampe.
8 kommentarer
Enhver som har prøvet begge dele, ved jo også hvor forskelligt det er.
Og det er altså ikke nok, at kunne træne få dage op til kampen.
Men vi har det som alle andre svært især derovre og sådan er det bare.
Kunne være fint, hvis alle superliga klubber havde råd til det og fik anlagt hybrid.
Kan sagtens forstå, at FCN og Silkeborg får lagt kunstgræs, da det er væsentligt billigere at vedligeholde, og de sparede penge kan så bruges andre steder.