24-årige Saba Lobjanidze har spillet et par yderst solide sæsoner i Randers FC, der har papir på den georgiske landsholdspiller i et år endnu.
Dermed venter nu en sommer, Randers skal sælge for at få en fornuftigt transfersum eller alternativt forlænge med offensivprofilen.
- Der er stor interesse for Saba. Han er lige blevet månedens spiller i Superligaen og har generelt spillet en fin sæson, så det bliver svært for os at holde på ham.
- Kommer det rigtige bud, siger vi ja tak til det. Hvis ikke det rigtige bud kommer, så vil vi arbejde på en forlængelse med ham, siger Randers-direktør Søren Pedersen til bold.dk.
Tror du, at han bliver solgt?
- Ja, det tror jeg, han gør. Saba har et ønske om at spille på højest mulige niveau, og der er flere interesserede klubber, og dem kigger vi på sammen med ham.
Er det en mulighed at sælge ham til en dansk klub?
- Ja, det er en mulighed. Hvis det rigtige bud kommer fra en større dansk klub, er det også interessant for os, siger Pedersen.
Lobjanidze har lavet i alt 23 mål og 11 asissts i 75 kampe for Randers.


Randers FC
3F Superliga



































