Benny Rosenqvist er 42 år gammel og skal indtil videre fortsætte som træner for Vejle Boldklubs bedste kvindehold, når han tiltræder i sin nye stilling i Randers ved årsskiftet. Det har Randers FC aftalt med Vejle Boldklub.
Den nye talentchef får bl. a. det overordnede ansvar for hele klubbens organisation omkring talentudvikling, herunder sportsligt ansvar for junior- og ynglinge-ligahold.
- Jeg ser gode udviklingsmuligheder i den store talentmasse, der allerede nu er i Randers FCs ungdomsafdeling, hvor både junior- og ynglingeligaholdet er med i toppen. Min fornemmeste opgave bliver derfor at udvikle de bedste af denne talentmasse til Superliga-niveau i samarbejde med de mange dygtige og engagerede trænere og ledere, der allerede i dag gør et kæmpe stykke arbejde for klubben, annoncerer Rosenqvist i en pressemeddelelse fra Randers FC.
Benny Rosenqvist er godt kendt i Randers, hvor han havde trænet en række ungdomshold, inden han i 1998 blev træner for Hjortshøj-Egå/Skovbakken i kvindernes Elitedivision og senere i 2002 skiftede til Vejle Boldklubs bedste hold i Elitedivisionen.
Han har endnu to år tilbage af sin kontrakt i Vejle.
Rosenqvist starter til foråret på DBUs uddannelse som diplomtræner, den såkaldte P-licens, der er det højeste niveau inden for UEFAs træneruddannelser. For at uddanne sig som P-træner skal man have klaret prøven som både B- og A-træner.
































