Luk

Randers FC har takket ja: Ajax vil se komet an

| International | 5 kommentarer

Infoboks

FC Nordsjælland - Randers FC
Superligaen Mesterskabsspil (19/05)
Oddset 2,60 3,50 2,55
bet365 2,80 3,75 2,25

Den hollandske storklub Ajax har inviteret Randers FC's 16-årige offensivspiller Filip Bundgaard på prøvetræning, og det har klubben takket ja til.

16-årige Filip Bundgaard skal efter planen først være en fast del af Randers FC's Superliga-trup til sommer, men allerede nu har han fået ni kampe for førsteholdet.

Det har man lagt mærke til i den hollandske storklub Ajax Amsterdam. Således har den hollandske talentfabrik inviteret Bundgaard til prøvetræning, og det har Randers FC accepteret.

Det bekræfter sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen overfor bold.dk.

- Der ligger en invitation til en prøvetræning, når coronavirussen tillader det. Den har vi accepteret, så Filip skal afsted, når det på forsvarlig vis er muligt. 

- Han skal ned at prøve at træne, og de skal se ham an i forhold til, om de vil lave en kontrakt med ham, selvfølgelig, siger han til bold.dk og fortæller, hvordan det er kommet i stand:

- Det er jo de forskellige agenter, der kommer med anbefalinger, og det er den vej igennem, hvor der er kommet en mulighed op. Ajax har vist noget interesse, set video af ham og er så interesseret i at se ham nærmere an.

Søren Pedersen fortæller desuden, at der endnu ikke har været vist mere konkret interesse end invitationen.

- Kan blive solgt, før han bliver senior

Filip Bundgaard skrev i efteråret en treårig kontrakt med klubben, og dengang fortalte klubben altså, at han først fra sommer bliver en fast del af førsteholdet.

Men spørger man Søren Pedersen, kan det meget vel ende med, at Bundgaard aldrig når så langt.

- Det er en stor del af vores strategi, at vi gerne vil udvikle spillere til vores eget Superliga-hold, men også til at sælge videre.

- Filip er jo et ekstraordinært stort talent, og det er jo ikke sikkert, at han når at blive seniorspiller, før vi sælger ham – selv om vi selvfølgelig allerede har fået lidt spilletid i ham, siger han til bold.dk.

Randers FC er dog ikke et sted, hvor man endnu har taget stilling til, om man bør sælge Bundgaard allerede nu.

- Vi er ikke så langt lige nu. Lige nu er der en invitation til en prøvetræning, og længere i processen er vi ikke. Så det kommer vi til at kigge på på et senere tidspunkt.

Selv om Randers FC har givet Bundgaard lov til at prøvetræne, så bliver det ikke lige med det samme, at han får lov at tage af sted.

- Det er ikke fastsat endnu. Vi har massevis af kampe, hvor han har en rolle, og vi har en pokalfinale den 13. maj, så jeg kan på ingen måde forestille mig, at det bliver før det.

Bundgaard har i denne sæson spillet seks Superliga-kampe og to pokalkampe. Han har scoret et mål i pokalturneringen.

Støt Randers FC og støt vores sponsorer.


Af Jonas Dalgård
Mandag 17. maj
Søndag 16. maj