3F Superliga -Randers har afvist bud på Riis: For lavt
2020-09-28 11:32:44
Foto: Getty Images

Randers har afvist bud på Riis: For lavt

Randers FC har afvist et bud på angriberen Emil Riis. Buddet var for lavt til, at det havde interesse for klubben, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen til bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Randers FC har afvist det eneste konkrete bud, som klubben har fået på sin 22-årige angriber Emil Riis.

Buddet var for lavt til, at Randers FC fandt det interessant.

Det fortæller sportslig og kommerciel direktør i klubben, Søren Pedersen, til bold.dk, efter Ekstra Bladet mandag berettede, at den tyske 2. Bundesliga-klub Paderborn havde budt fem millioner kroner på angriberen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået bud, men det er et bud, der er så lavt, at det ikke har nogen interesse for os. Det var ikke højt nok, og det er klubben også blevet orienteret om, siger Søren Pedersen til bold.dk og fortsætter:

- Der er interesse for ham fra andre klubber, men der er ingen tvivl om, at det skal være et bud, der giver mening for ham og for os, hvis vi skal sælge Emil i det her vindue.

- Interessen er fra lidt over det hele. Primært fra europæiske ligaer, men der er også eksotiske klubber, som er interesseret. Men det skal selvfølgelig også give mening for Emil Riis.

Søren Pedersen vil ikke forholde sig til Ekstra Bladets historie om et bud på fem millioner kroner fra Paderborn. Han ønsker hverken at kommentere beløbet eller klubben.

Skal sælge Riis på et tidspunkt

Emil Riis forlængede i sommer sin kontrakt med Randers FC, og i forbindelse med den aftale lå det fast, at Randers' klare mål var at tjene penge på den lovende angriber.

Derfor er man også klar til at sælge allerede få måneder efter forlængelsen, hvis det rette bud kommer.

- En del af vores strategi er at sælge spillere, og vi vil rigtig gerne have spillere til klubben, som vi kan udvikle og sælge. Emil har udviklet sig helt enormt i det sidste halvår, og han er en spiller, som vi skal sælge på et tidspunkt.

- Kommer det rigtige bud nu, så kigger vi på det, og så er der andre dygtige spillere, som kan tage over derfra, siger Søren Pedersen, inden han understreger:

- Men vi er rigtig glade for at have Emil. Han gør det rigtig godt og har en kæmpe værdi i forhold til, hvordan vi klarer os i denne sæson, så det er klart, at buddet skal modsvare, hvad vi synes, han er værd.

Nye angribere i pipelinen, hvis Riis sælges

Randers FC har i de første tre runder nydt godt af to Emil Riis-mål, og de skal erstattes med en ny angriber, hvis Riis skifter klub inden transfervinduet smækker i ved midnat den 5. oktober.

- Vi skal have en angriber ind, hvis vi sælger Emil. Vi har spillere i pipelinen, som vi holder øje med og kunne være interesseret i, så på den måde er vi forberedt, hvis det rigtig bud kommer, men lige nu er det ikke kommet, afslutter Søren Pedersen.

Riis er aktuel på det danske U21-landshold og hans kontrakt blev i sommer forlænget til 2024.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce