Luk

Randers jubler over overskud: Stadig til salg

| 3F Superliga | 6 kommentarer

Infoboks

AZ Alkmaar - Randers FC
Europa Conference League Gruppe D (09/12)
Oddset 2,35 3,45 3,00
bet365 2,00 3,50 3,20

Randers FC har torsdag meddelt, at de er kommet ud med et overskud på 7,7 millioner kroner, men det ændrer dog ikke på, at klubben stadig er til salg.

Succes i Europa, Sydbank Pokalen og 3F Superligaen. Ja, det går godt for Randers i denne sæson, men uden for kridtstregerne har de også meget at juble over i denne tid.

De har nemlig meddelt torsdag aften i en pressemeddelelse, at de er kommet ud af regnskabsåret 2020/2021 med et positivt resultat på 7,7 millioner kroner, selvom corona-pandemien har hærget samfundet.

- Vi har glædet os til at kunne offentliggøre nøgletallene, for der er virkelig noget at glæde sig over. Vi har tjent 7,7 millioner kroner i et såkaldt corona-år. 

- Det har kunnet lade sig gøre via vores sportslige resultater med deltagelse i Mesterskabsspillet og sejren i pokalfinalen, men ikke mindst på grund af flotte spillersalg samt en fantastisk opbakning fra vores sponsorer, udtaler bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen.

På en generalforsamling i 2019 blev det bekræftet, at Randers var til salg, og det ændrer det flotte resultat på regnskabsfronten ikke på, da de i Kronjylland fortsat leder efter en ny ejer.

- Klubben er stadig til salg – helt eller delvist. Nogle få rigtigt gode år ændrer ikke ved situationen på den lange bane. Vi har stadig det niende- eller tiendehøjeste eller man kan også sige det tredje- eller fjerdemindste sportslige budget i ligaen. 

- Vi ved, at der er flere penge på vej til flere af vores konkurrenter, og alle der har, eller mener at have forstand på fodbold, er enige om, at på den lange bane får man i gennemsnit en placering, der svarer til, hvad man har i sportsligt budget sammenlignet med konkurrenterne.

Randers ligger på tredjepladsen i 3F Superligaen, hvor de har 24 point efter de første 13 runder.


Af Raymund Nelausen
Mandag 6. december