Luk

Randers overraskede mod stærke AZ Alkmaar

| Conference League | 37 kommentarer

I store dele af kampen var Randers FC i problemer mod AZ Alkmaar, men efter en kynisk dansk præstation fik Thomas Thomasberg og co. et point med fra kampen efter 2-2.

Randers FC var undertippede hjemme mod stærke AZ Alkmaar i klubbernes premiere i Europa Conference League.

For danskerne var Mikkel Kallesøe tilbage i startopstillingen, mens Jakob Ankersen erstattede Simon Tibbling på kanten.

Hos udeholdet var der dog også dansk islæt, da Peter Vindahl fik sin anden kamp for AZ mellem stængerne.

Randers var i problemer fra kampens start, hvor hollænderne kom ud i et tempo, der var noget højere, end danskerne var vant til.

AZ brændte flere store chancer i de første 20, hvor det kun var en storspillende Patrik Carlgren, som holdt 0-0 på måltavlen.

Efter 24 minutter måtte Carlgren se netmaskerne blafre, da Jordy Clasie bankede til bolden fra kanten af feltet til 1-0.

Danskerne svarede igen lynhurtigt på lidt en tilfældighed. Tosin Kehinde så ud til at have mistet bolden i feltet, men bolden blev fejlclearet over til Simon Piesinger, som headede Randers tilbage på 1-1.

Men de stærke hollændere lynede igen syv minutter efter. Et indlæg fandt græske Vangelis Pavlidis. Efter to forsøg og en redning fra Carlgren sparkede grækeren gæsterne på 2-1.

Flyvende Carlgren

Niveauforskellen var fortsat tydelig efter pausen. Carlgren leverede fortsat storspil i målet, mens Alhaji Kamara ikke formåede at komme til noget i den anden ende.

Det var ren overlevelse for danskerne, men de kom tilbage i kampen igen efter 68 minutter.

Vito Hammershøy-Mistrati lagde et frispark ind i feltet, hvor Simon Graves headede bolden ned i jorden og i kassen til 2-2.

Udligningen var stik imod spil og chancer, men med tanke på Carlgrens storspil så et point ud til at være muligt.

AZ havde svært ved at få spillet til at fungere efter scoringen, og deres spil var langt mere urytmisk.

Danskerne kæmpede det bedste, de havde lært og endte med at køre det flotte 2-2-resultat hjem mod gruppens bedste hold.

Andetsteds i gruppen besejrede Jablonec Cluj med 1-0, som sender dem op på førstepladsen i gruppen. 


Af Theis Fischer Brandt
Lørdag 23. oktober
Fredag 22. oktober