Luk

Luk

Randers-profil med overtidsudligning i AFCON

| Africa Cup of Nations | 4 kommentarer

Randers FC's Alhaji Kamara scorede søndag til 2-2 efter et mærkeligt drop i tre minutters overtid, da Sierra Leone spillede uafgjort med Elfenbenskysten i Africa Cup of Nations Gruppe E.

Søndag rullede bolden Africa Cup of Nations, da Elfenbenskysten mødte Sierra Leone i Gruppe E.

Elfenbenskysten kunne tage et stort skridt mod videre avancement i turneringen, hvis de vandt. Man havde nemlig taget tre point i den første kamp, hvor Ækvatorialguinea blev slået med beskedne 1-0.

Sierra Leone havde spillet uafgjort i første kamp mod Algeriet, og de havde AGF-spilleren Mustapha Bundu med fra start, men Randers-angriberen Alhaji Kamara startede på bænken.

Elfenbenskysten kom til kampen med flere stjerner, herunder Nicolas Pepe og Wilfried Zaha på kanterne, mens Sebastien Haller startede på toppen.

Kampen var kun 12 minutter gammel, da Franck Kessie fik alle tiders chance fra ellevermeterspletten, men Milan-spilleren kunne se sit straffespark blive pillet af Mohamed Kamara i målet.

Efter 25 minutter kom bolden i kassen, og det var Ajax-bomberen Sebastien Haller, der sendte Elfenbenskysten i front, da han satte 1-0-målet sikkert ind op ad den højre stolpe.

Fem minutter før pausen var Sierra Leones Mohamed Buya Turay tæt på at udligne, da han brød igennem forsvaret, men hans afslutning sad lige på keeperen.

Anden halvleg var ti minutter gammel, da der kom balance i sagerne.

21-årige Musa Noah Kamara, der havde overtaget frontpladsen for Sierra Leone fra Randers-angriberen af samme efternavn, sendte resolut bolden i kassen fra kanten feltet, og så stod der 1-1.

Det holdte dog kun i ti minutter, da endnu en profil fra Elfenbenskysten sendte sit land i front.

En pasning gik på tværs af feltet, hvor Arsenals Nicolas Pepe mødte bolden og drejede den ind udenom en forsvarsspiller til 2-1.

Sierra Leone havde svært ved at true deres modstanders mål, hvilket blandt andet resulterede i, at Alhaji Kamara blev skiftet ind for Mustapha Bundu med et kvarter igen, og det skulle vise sig at være en formidabel idé.

I tre minutters overtid skete der nemlig noget meget mærkeligt. 

Elfenbenskystens målmand, Badra Ali Sangare, greb en ufarlig bold i feltet, men da han faldt til jorden, tabte han bolden, og så kunne den tidligere Tottenham-spiller Steven Caulker finde Alhaji Kamara, der gled, inden han prikkede udligningen over stregen.

Jublen var vild, da Kamara smed trøjen og kravlede mod kameraet, mens han viste kløer.

Kampen sluttede 2-2, hvorfor Gruppe E fortsat er helt åben.


Af Tobias Bladt Haarder
Fredag 27. maj