Luk

Randers-træner: FCK-sejr fjernede usikkerhed

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

Randers FC - OB 2-1
Superligaen Grundspil
35' 1-0 Alhaji Kamara
55' 2-0 Frederik Lauenborg
82' 2-1 Oliver Lund

Randers FC fulgte fredag op på sejren over FCK med at vinde endnu engang. Denne gang gik det ud over OB.

For bare få uger siden var Randers FC det hold, som bundklubberne AC Horsens og Lyngby kunne kigge længselsfuldt op mod. Det er Randers ikke længere.

Det kronjyske mandskab har således samlet ni point sammen i de seneste fire 3F Superligarunder, og derfor kan de lyseblåklædte spillere nu begynde at kigge mod top-seks, hvor man kun har ét point op.

Randers-træner Thomas Thomasberg var selvsagt meget tilfreds efter 2-1-sejren over OB fredag, og han forklarer blandt andet sejren med baggrund i den sensationelle sejr over FCK.

- Sejren over FCK fjernede den mentale usikkerhed og gav os noget selvtillid. Efter vi kom foran, spillede vi efter mål nummer to og fik det, lyder det fra Thomasberg.

Sejren over OB var samtidig Randers' første hjemmesejr i sæsonen, og det lunede hos cheftræneren, som havde frygtet at gå på vinterferie med en dårlig hjemmestatistik.

- For os var det rigtig fedt at vinde, eftersom vi slet ikke havde vundet hjemme endnu. Og vi skulle nødig have gået på julepause uden en hjemmesejr.

Randers' anden målscorer i sejren over OB var midtbanespilleren Frederik Lauenborg, og på trods af mange superligakampe var det midtbanesliderens første superligamål.

Også Lauenborg glæder sig over det positive indtryk, Randers efterlod på banen, og tilskriver det ligesom cheftræner Thomasberg sejren over FCK.

- FCK-sejren betød helt vildt meget. Der har været god stemning hele ugen. Motivationen og glæden til træning er der, så det er fedt at møde ind for tiden, siger Lauenborg.

På trods af ekstasen i Kronjylland nægter Thomasberg at udråbe Randers som top seks-kandidater. Intet er afgjort endnu, må man forstå på træneren.

- Får vi ikke point i de næste to kampe, skal vi igen kigge nedad. Men vi vil bare rigtig gerne væk fra de to kedelige placeringer i bunden.

/ritzau/

Støt Randers FC og støt vores sponsorer.


Af Andreas Roesen
Søndag 24. januar
Lørdag 23. januar