Luk

Randers-træner: Har været lidt bedre end BIF

| 3F Superliga | 1 kommentar

Infoboks

Randers FC - Brøndby IF 1-1
Superligaen Grundspil
10' 1-0 Stephen Odey
40' 1-1 Simon Graves

Randers FC-træner Thomas Thomasberg mener, at hans hold har været lidt bedre end Brøndby IF i denne sæson, det fortæller tabellen.

Randers FC spillede søndag på hjemmebane mod Brøndby IF i 3F Superligaen, hvor det blev til 1-1.

Med det uafgjorte resultat ligger Randers FC dermed seks point foran deres gæster og sidste års mestre fra Brøndby, og Randers' træner Thomas Thomasberg mener da også, at hans hold har været lidt bedre end dem.

- Det ligner, at vi har været lidt bedre end dem set over alle 11 kampe, og det fortæller tabellen også, siger Thomasberg i et interview efter kampen.

I søndagens kamp mener han, at det var et meget lige opgør, der nok var fortjent at ende uafgjort.

- Hvis jeg skal splitte det op over hele kampen, så er det vel fair, at det ender uafgjort. Jeg synes, at første halvleg den var delt lidt op i to, hvor at det lugtede noget mere af, at vi fik målet til at starte med, og det lugtede lidt mere af, at de fik det i slutningen, vurderer Randers-træneren.

Han synes dog trods Brøndbys dårlige statistik i sæsonen, at de stadig er et godt hold, men han mener ikke, at de er på niveau med hverken FC København eller FC Midtjylland.

Til gengæld tror han, at Brøndby er et af de hold, som de kommer til at slås med i resten af sæsonen om og i top seks.

Tænker I, at Brøndby bliver nogen af dem, I skal slås med deroppe?

- Ja. Nu kan vi pille Vejle fra og nok også SønderjyskE, og så ligger vi i et rigtig bredt felt. Vi fik lavet en stime i starten, og kan man få sig en enkelt til, så tror jeg, at vi kommer til at ligge der, hvor vi gerne vil, og det er selvfølgelig top seks.

- Vi har et forspring endnu, så vi skal ud og lave nogle point her i de sidste seks runder, og så har vi et forår, der forhåbentlig bliver spændende, tror Thomasberg.

Randers har fem point ned til det første hold uden for top seks, som er FC Nordsjælland, og derefter kommer Brøndby så, som ligger på 12 point.

Foruden Randers ligger FCM, FCK, AaB, Silkeborg og OB lige nu i top seks, efter halvdelen af Grundspillet i Superligaen er overstået.


Af Kristoffer Lind Pedersen

1 kommentar

Kuffe83 16:21          
En meget pædagogisk udtalelse
Søndag 24. oktober
Lørdag 23. oktober