Luk

Rangers smed to-måls føring mod Benfica igen

| Europa League | 2 kommentarer

Rangers smed nok engang en to-måls føring mod Benfica, da de to hold spillede 2-2, hvilket bringer dem tæt på avancement. 

I Europa Leagues gruppe D kæmper Rangers og Benfica om førstepladsen, hvor begge hold var noteret for syv point, inden de to mandskaber mødtes i Skotland torsdag aften. 

På hjemmebane fik Rangers en glimrende start, da de bragte sig foran efter syv minutters spil. 

Et indlæg fandt Kemar Roofe, der headede på overliggeren. Riposten faldt for James Tavernier, der også headede på overliggeren, inden bolden faldt til Scott Arfield, der flugtede bolden i nettet til 1-0. 

Kort før pausen fik Rafa Silva en glimrende mulighed for at udligne for Benfica, da han blev spillet i dybden, men hans afslutning blev blokeret til hjørne. 

Dermed gik skotterne til pause med en et-måls føring. 

I anden halvleg fortsatte den lidt chancefattige affære til at starte med, men det blev der så sandelig ændret på. 

Inden da appellerede Rangers dog for straffespark, da Jan Vertonghen havde hånd på bolden, men dommeren vinkede afværgende. 

20 minutter før tid kom Rangers på 2-0 uden hjælp fra et straffespark. 

Kemar Roofe drev bolden frem mod portugisernes felt, inden han tog et skarpt træk over til højrebenet og bankede den op i det korte hjørne. En forrygende scoring. 

Men så var det som om, at skotterne stoppede med at spille. 

Først fik Concalo Ramos reduceret, da han var først over en løs bold i feltet, som han sparkede i nettet. 

Tre minutter senere blev det også 2-2, da Benfica kombinerede sig gennem Rangers på glimrende vis, inden Pizzi bankede bolden op i nettet fra kanten af feltet. 

Det blev også kampens slutresultat, hvorfor Rangers smed en to-måls føring mod Benfica for anden kamp i streg, efter de senest spillede 3-3, hvor skotterne havde været foran med 3-1. 

I gruppens anden kamp slog Standard Liege 2-1 mod Lech Poznan i en kamp, hvor begge hold fik en mand udvist. 

Her scorede den tidligere Randers-angriber for Lech Poznan.

Resultaterne betyder, at Rangers og Benfica er snublende nær et avancement i turneringen, da de begge har fem point ned til tredjepladsen. 


Af Andreas Roesen
Søndag 24. januar
Lørdag 23. januar