Luk

Raul rygtet som Real-træner: Er en klubmand

| La Liga | 4 kommentarer

Infoboks

Raul har været rygtet som Zinedine Zidanes afløser i Real Madrid. Det vil spanieren ikke kommentere på, men han regner dog med at være i klubben i mange år endnu.

Det kom som et chok for mange, da spanske medier begyndte at melde, at Zinedine Zidane ikke længere ønskede at være cheftræner for Real Madrid.

Rygtemøllen om hans afløser har siden kørt på højtryk, hvor Raul er en af de store favoritter til at få ansvaret for den spanske storklub til næste sæson. 

Raul ønsker ikke at tale om fremtiden, men han fastslår dog, at han elsker at være i Real Madrid, da det er som hans eget hjem, hvor han ser frem til at være i mange år endnu.

Det fortæller han til spanske Marca.

- Det her er mit hjem, og det er her, jeg vil være. Dette er ikke tiden til at tale om nogens fremtid. 

- Vi har lært meget i år. Jeg er en medarbejder i klubben, og da jeg besluttede mig for at blive træner for tre eller fire år siden, var det bedst at gøre det i mit 'hjem', i min klub, hvor jeg kunne få erfaring og træne på den bedst mulige måde. 

- Jeg er en klubmand, og jeg er glad for at være hjemme, hvor jeg ser frem til at fortsætte i lang tid, udtaler Raul til Marca.

På nuværende tidspunkt er 43-årige Raul cheftræner hos Real Madrids reservehold, Castilla. Her har han en kontrakt frem til sommer.


Af Raymund Nelausen
Søndag 20. juni