Luk

Real satte 'Sheriffen' på plads

| Champions League | 5 kommentarer

Infoboks

FC Sheriff - Real Madrid 0-3
Champions League gruppe D
30' 0-1 David Alaba
45' 0-2 Toni Kroos
55' 0-3 Karim Benzema

Real Madrid vandt onsdag aften 3-0 ude over FC Sheriff i Champions Leagues Gruppe D. Toni Kroos scorede et flot mål. Benzema og Alaba kom også på tavlen.

Real Madrid skulle onsdag aften forsøge at tilbageerobre førstepladsen i Champions Leagues Gruppe D fra Inter, der tidligere onsdag slog Shakhtar og overhalede Madrid.

Det var også et Real Madrid-hold der jagtede revanche mod FC Sheriff, da det moldoviske klubhold overraskende vandt 2-1 på Bernabeu i det omvente opgør tilbage i anden runde af gruppespillet.

Det var da også en Madrid-opstilling, der afspejlede, at gæsterne tog opgaven aldeles seriøs, hvilket dog først for alvor sprang i øjnene efter 17 minutters spil.

Her kombinerede gæsterne sig flot igennem, til bolden landede hos Carvajal på højresiden. Den hurtige back sendte et præcist cutback tilbag til Rodrygo, som dog ikke blev farlig nok på sin afslutning, som keeperen tog sig af.

Græske Georgios Athanasiadis var dog prissat efter en halv times spil, da Real Madrid fik et frispark på kanten af feltet, som David Alaba skulle tage sig af. 

Østrigeren sendte sit forsøg afsted, og på vejen stak en Sheriff-spiller sit ben ud for at blokere. Det havde dog ikke den ønskede effekt, for i stedet snød bolden Athanasiadis i buret, og så stod der 1-0 til gæsterne.

Real Madrid var det bedste hold i første halvleg og med fem minutter igen flugtede Carvajal lige over det ene målhjørne.

Lige inden pausen modtog Toni Kroos så bolden på kanten af feltet, og den tyske midtbanegeneral drejede smukt bolden helt op i krydset, så den tog undersiden af overliggeren og hoppede ned tæt ved stregen. Dommerens ur viste mål, og dermed kunne Real Madrid tage en 2-0-føring med til pause.

Ti minutter inde i anden halvleg blev det 3-0. Denne gang var det Karim Benzema, som scorede for Real og fik lidt oprejsning fra tidligere på onsdagen, hvor han blev dømt i den famøse sexvideo-sag. Ferland Mendy lagde flot op, og Benzema satte bolden i kassen på kanten af feltet.

Sheriff forsøgte at tage styringen tilbage i deres egen by, men chancerne blev brændt, og de måtte indse, at de denne aften skød med løst krudt.

Det endte 3-0 til Real Madrid, og Kongeklubben tager med sejren førstepladsen tilbage fra Inter inden den sidste spillerunde, hvor de to klubber kæmper om sejren i gruppen på Bernabeu.


Af Tobias Bladt Haarder
Onsdag 8. december
Tirsdag 7. december