3F Superliga -Retov om Gammelby: Den stille jyde rykker sig
2019-04-07 08:00:02
Foto: Jan Christensen / Getty Images

Retov om Gammelby: Den stille jyde rykker sig

Brøndbys Jens Martin Gammelby har fået en masse spilletid under Martin Retov, som roser backen for sin udvikling de seneste uger.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Jens Martin Gammelby har fået en hel del spilletid de seneste uger og får rosende ord med på vejen af Brøndbys midlertidige træner Martin Retov.

Retov mener, at Gammelby har rykket sig og er ved at forstå, hvad klubben forventer af ham.

- Han har absolut løftet sig. Især i hele hans robusthed, hans hårdhed i spillet og hele forståelsen af, hvad vi forlanger af ham, siger Retov.

- Det var en stille jyde, som kom til Brøndby, men vi er ved at få pillet lagene af ham, og han viste også fremgang mod AaB. Han var offensiv og optimistisk, og han troede på egne evner, og det var rart at se.

Jens Martin Gammelby spillede efter manges mening sin bedste kamp for klubben, da Brøndby torsdag slog AaB i Sydbank Pokalen.

Han føler da også selv, at han har hævet sit niveau.

- De sidste fire-fem kampe er jeg begyndt at komme i flere og flere situationer, hvor jeg får vist de kvaliteter, jeg har, specielt offensivt.

- Jeg har fået selvtillid, og det manglede jeg lidt før. Det kræver, at man spiller at få bygget det på. Når man sidder ude med skader og sådan noget, skal man tilbage i en rytme, og man er nødt til at spille kampe for også at få selvtillid.

Hvad mangler du i dit spil i forhold til tiden i Silkeborg?

- Jeg scorede seks mål i sidste sæson i Superligaen - næsten dem alle med venstrebenet - så jeg mangler at få klappet dem ind. Jeg vil selvfølgelig også gerne lægge nogle assists, for jeg er meget med offensivt, især nu hvor vi spiller mere bredt, end vi gjorde tidligere.

- Jeg har før vist, at jeg kunne det, så det er bare at finde sigtekornet frem og få indstillet skuddet, siger Gammelby.

Den 24-årige back har spillet ni Superliga-kampe for Brøndby i denne sæson. De seneste fem kampe har han fået fuld spilletid.

borup@bold.dk / mikkel@bold.dk

Annonce
Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce