2021-02-23 15:10:01

RFC bekræfter interesse: Kusk kan blomstre

Randers FC bekræfter, at klubben er interesseret i AaB's Kasper Kusk, som for tiden er ude i kulden i det nordjyske.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I AaB er det ikke blevet til megen spilletid for 29-årige Kasper Kusk, efter Marti Cifuentes er kommet til som AaB-træner.

Kusk har fået indhop i tre runder og var vraget mod Randers FC i forrige runde med begrundelsen om, at han ikke havde kreeret nok i løbet af sine to første indhop i foråret.

Men hos netop Randers FC er Kusk ifølge bold.dks oplysninger et ganske interessant emne, og Randers FC-direktør Søren Pedersen bekræfter kronjydernes interesse i AaB-kanten.

Klubben leder nemlig efter en kantspiller, og med Kusks nuværende situation i AaB kan han blive et nyt spændende projekt i Randers FC.

- Jeg synes, Kusk er en rigtig dygtig spiller, og jeg kunne sagtens se Kusk blive en rigtig dygtig Randers FC-spiller. 

- Vi har før vist, at vi kan tage nogen, som måske ikke lige har været i startopstillingen i de klubber, vi har hentet dem i, som med Mathias Greve og André Rømer i OB, der var lidt inde og ude af det, hvor vi har fået dem til at blomstre, og sådan et projekt kunne jeg sagtens se med Kusk, siger Søren Pedersen til bold.dk og tilføjer:

- Jeg har altid syntes, han var en spændende spiller med nogle kvaliteter, som også vil kunne hjælpe os, så på den måde kan jeg sagtens se, at det ville være interessant for os, hvis muligheden opstår.

Søren Pedersen fortæller, at Kusk blandt flere andre spillere befinder sig på Randers FC's skyggeliste over emner, som kunne være interessante at få til klubben.

Dialog mellem AaB og RFC i januar: Intet konkret endnu

Endnu har Randers FC's interesse i Kusk ikke udmøntet sig i nogen konkret snak om et skifte, selv om Randers FC-direktøren drøftede flere spillere med AaB-sportschefen Inge André Olsen i vinterens transfervindue.

- Der har ikke været noget konkret endnu. Jeg har et rigtig godt forhold til Inge André, og vi snakker om rigtig mange ting, og vi drøftede også nogle spillere i løbet af vinteren. 

- Men derfra og til, at der er noget konkret, der er alligevel et stykke vej endnu.

Så hvis muligheden opstår til sommer, så kunne du godt se Kusk i Randers FC?

-  Så kigger vi på det. Jeg vil i hvert fald ikke sige, at vi ikke er interesseret.

Søren Pedersen ønsker ikke at komme ind, hvilke spillere han og Inge André Olsen drøftede i løbet af vinteren.

Kusk har i sin nuværende periode været i AaB siden januar 2018, hvor han kom til efter et ophold i FC København, som hentede Kusk hjem til Danmark efter et år i hollandske Twente.

Forsøgte på Edgar Babayan: Kigger helt sikkert efter en kant

Mens det endnu ikke er blevet konkret omkring Kasper Kusk, så forsøgte Randers FC for nylig at hente Edgar Babayan, der købte sig fri af sin kontrakt i Hobro i 1. division. 

Babayan endte i stedet i Riga FC, og ligesom Kusk gør Babayan sig på kanterne, hvor Randers FC skal bruge forstærkning, da Thomas Thomasberg har brug for mere end to faste spillere.

- Det er jo en position, som altid er interessante for klubber, og det er en position, hvor vi historisk har været godt besat, siger Søren Pedersen og forklarer:

- Vi solgte Saba Lobjanidze, og for tiden har vi Mathias Greve og Tosin Kehinde, der gør det rigtig godt, og Tobias Klysner står bag ved og gør det rigtig godt. Og Nikola Mileusnic er også på vej.

- Det er en position, hvor trænerne ofte skifter ud, og hvor der er plads til mere end to faste spillere, så vi kigger helt sikkert efter at forstærke os på den position.

Selv om Edgar Babayan valgte et skifte til Riga FC, så har Søren Pedersen ikke givet op på at få Edgar Babayan hjem til Randers FC på et tidspunkt.

- Vi havde en rigtig god dialog med Edgar. Vi synes, at Edgar er en vanvittigt dygtig og interessant spiller, som vi godt kunne have brugt og hjulpet med et skifte til en større klub, som vi har gjort med andre spillere også, siger han og tilføjer:

- Han valgte noget andet, men så kan det være, at muligheden kommer igen på et andet tidspunkt. 

- Edgar er jo en spiller, der har fået sin opdragelse i Randers, og dem holder vi altid et ekstra øje med. Han er en dygtig spiller, som vi gerne ser ende i Randers FC på et tidspunkt.

Ifølge bold.dks oplysninger drager Edgar Babayan i løbet af sommerens transfervindue videre til den cypriotiske klub PAFOS, hvis ejere også er involveret i Riga FC.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

21 kommentarer

Se kommentarer
Annonce