Luk

RFC-chef: Har givet under 1,5 mio. for Tibbling

| 3F Superliga | 9 kommentarer

Infoboks

Vejle Boldklub - Randers FC
Superligaen Grundspil (18/07)
Oddset 2,90 3,35 2,40

Randers FC's sportslige og kommercielle direktør, Søren Pedersen, fortæller, at klubben har givet under 1,5 millioner kroner for Simon Tibbling.

Randers FC præsenterede på Superligaens sidste spilledag den tidligere Brøndby-midtbanespiller Simon Tibbling på en fireårig kontrakt.

Inden da havde B.T. fortalt, at Randers FC havde begået lidt af et røverkøb, da Tibbling ifølge avisen kun kostede Randers FC omkring 1,5 millioner kroner at købe fri i hollandske FC Emmen, der købte den svenske midtbanespiller i Brøndby sidste sommer. Dengang var prisen ifølge Ekstra Bladet seks millioner kroner.

Nu fortæller Randers FC's sportslige og kommercielle direktør, Søren Pedersen, at Randers FC har givet under 1,5 millioner kroner for Simon Tibbling.

Det gør han overfor bold.dk.

Man kunne læse, at I gav omkring 1,5 millioner for ham. Er det rigtigt?

- Det er det ikke, nej.

Hvor ligger I henne i forhold til det så?

- Jeg kommer ikke til at nævne et beløb på det, men jeg kan i hvert fald sige, at det ikke er korrekt. Jeg har ikke læst artiklen, du henviser til, men jeg fortælle, at vi ikke har givet så meget.

Så det er under 1,5 millioner kroner?

- Ja, det er det, siger Randers FC-direktøren.

Hvordan henter man Simon Tibbling for under 1,5 millioner kroner, når han ifølge Ekstra Bladet blev solgt for seks millioner sidste år?

- Det er jo forhandlinger mellem mig og klubben dernede. Det er ikke nogle, der bliver delt med pressen, men det er jo klart, at de er rykket ned og Simon har måske ikke spillet så meget, så der har nok også været en interesse fra deres side, ligesom vi har haft en stor interesse, siger Søren Pedersen, der har store forventninger til samarbejdet med Tibbling.

- Simon har et kæmpe potentiale. Han er en vanvittigt dygtig spiller. Han kommer til at passe ind, og vi har et trænerteam, der er rigtig, rigtig gode til at få spillere til at spille med selvtillid, og det er jeg sikker på, at de også kan få frem i Tibbling.

Vil du kalde det et røverkøb?

- Det vil vise sig. Det håber jeg, at det bliver. Jeg har store forventninger til det, så det tror og håber jeg.

Simon Tibbling var undervejs i Brøndby-karrieren også et emne i FC København og FC Nordsjælland, men siden faldt niveauet hos svenskeren, der altså tog turen til FC Emmen.

Holdet rykkede ned fra Æresdivisionen, og der skal Tibbling altså ikke med ned.

Samme tanke med Brock-Madsen

Tibbling er Randers FC's anden tilgang denne sommer, da den tidligere Randers FC-angriber, Nicolai Brock-Madsen, har skrevet under på en fri transfer fra AC Horsens.

Det er samme tanke som med Simon Tibbling, der ligger bag tilgangen af 28-årige Brock-Madsen, som gennem en længere periode ikke har præsteret på sit højeste niveau.

- Han skal ind at bevise, at han kan finde sit tidligere niveau. Han skal bevise, han skal have så meget spilletid som muligt, og det er klart, at han ikke har spillet så meget, som han gerne ville på det seneste, fortæller Randers-chefen, som fortsætter:

- Vi ved, hvad han kan og står for, og det har han før vist i Randers FC. Det håber vi, at han kan finde frem til.

- Han er klar over, at der er en konkurrencesituation, og det skal der være i en klub som Randers FC. Det er de bedste, der spiller.

Nicolai Brock-Madsen spillede ungdomsfodbold i Randers FC og kom frem på klubbens førstehold, inden han blev solgt til engelske Birmingham.


Af Jonas Dalgård

9 kommentarer

Cerezo 07:09          
Lyder ret billigt men Tibbling har desværre heller ikke rigtigt lever op til det potentiale han viste som ung ved bl.a. U21-slutrunden i 2015. Nu fylder han snart 27 så tiden som lovende talent er forbi. Hvis han lykkes i Randers er det godt set af kronjyderne.

For FC Emmen har det været en elendig forretning. Køber Tibbling som en profil og det ses som en fordel at cheftræner Dick Lukkien kender ham fra sin tid som asistent da Tibbling var i Groningen. Det ender så med at man rykker ned, Tibbling sidder en del på bænken og at man sælger ham til spotpris på angiveligt mindre en end fjerdedel af det man købte ham for efter kun ti måneder.

Jeg kan godt lide Tibbling som type så jeg håber at han får mere succes i Randers end sine seneste klubber, så længe han ikke er alt for kampafgørende mod Brøndby.
RFC-Kronjylland 07:54          
At hente ham så billigt er jo næsten for godt. Mon han til gengæld lægger sig i toppen af lønhierarkiet da?

Ikke fordi det behøver at være en giga løn for at toppe den liste i RFC.
SoccerMania 08:14          
Flashback til da FCK bød 19 millioner og Brøndby efterfølgende krævede 26 millioner i 2018
Alle Achtung 08:24          
Ikke fordi det behøver at være en giga løn for at toppe den liste i RFC.
Hvor tænker du man skal hen for at være i toppen af lønherakiet i RFC? 200.000? 150.000?
RFC-Kronjylland 09:38          
Det er jo i bedste fald kvalificerede gæt. Men ja, det er et godt bud med 150.000-200.000 kr./md.

Jeg mener at huske, at Tipsbladet skønner spillerbudgettet primo/medio 20 mio. kr.-klassen (3. laveste spillerbudget i Suppen i den just forgangne successæson!!!)

Med vist nok 22 spillere i førsteholdstruppen, så er det en formodet gennemsnitlig løn på godt 1 mio. kr. årligt. Så er der næppe mange, der tjener 2 mio. kr. årligt i RFC.
Footboy 09:57          
Jeg mener at huske, at Tipsbladet skønner spillerbudgettet primo/medio 20 mio. kr.-klassen (3. laveste spillerbudget i Suppen i den just forgangne successæson!!!)
Som jeg husker det, var det for ganske få år siden på 14 mil. og ja blandt de 3 laveste i ligaen
Lord Harrasmus 10:57          
Moussa Mazzou fik en ordentlig københavnerløn, men håber ikke man henter Tibbling for at forgylde ham uden man ved hvad han kan, ligesom tosserne gjorde dengang.

Når det så er sagt så kan Randers bare noget med de spillere som andre superliga klubber ikke kan finde ud af at bruge.

Lorentzen, Beckmann, Kamper, Borring, Karlsen, Greve, Rømer, Enghardt, Schwartz og Kopplin.
Søndag 20. juni
Lørdag 19. juni