Luk

RFC-profil: Vil overgå historisk successæson

| 3F Superliga | 5 kommentarer

Infoboks

Vejle Boldklub - Randers FC 0-2
Superligaen Grundspil
26' 0-1 Marvin Egho
32' 0-2 Alhaji Kamara

Mathias Greve håber, at Randers med succes i Europa kan overgå sidste sæsons flotte resultater.

Randers FC hentede i sidste sæson både en pokaltitel og en top-6-placering i Superligaen, og nu gælder det for klubben om at følge op på den historisk gode sæson.

Søndag gjorde randrusianerne, hvad de kunne, da det blev en 2-0-sejr over Vejle Boldklub i den første kamp i den nye superligasæson.

Randers' midtbanespiller Mathias Greve er optimistisk i forhold til holdets chancer for en ny top seks placering.

- Selvfølgelig tror vi på det. Vi har en god indstilling, og vi tror altid, vi kan vinde, når vi går ind på banen.

- Hvis vi bliver ved med det, kommer vi også i top seks, siger Greve.

Han håber, at holdet kan overgå sidste sæsons resultater, hvor holdet med pokalsejren sikrede sig en plads i playoffrunden i Europa League.

- Jeg håber også, at vi i playoffkampene trækker et hold, vi kan slå, så vi kan komme i Europa League, siger Mathias Greve.

Om forventningerne til den kommende sæson er Randers' cheftræner, Thomas Thomasberg, mere afdæmpet.

Han tror ikke på, at holdet kommer til overgå sidste sæsons flotte resultater. Det er der flere grunde til, mener han.

- Det er blandt andet fordi, vi skal spille europæisk, og så er det bare svært at overgå at vinde pokalen.

- Måske hvis vi kommer over en sjetteplads, og vi klarer os godt i Europa, siger Thomasberg, og henviser til sidste sæsons sjetteplads.

- Vi har udviklet os individuelt og som hold, og det skal vi holde ved. Vi skal ikke kun holdes op på resultaterne, siger Randers-træneren.

Han håber også på flere forstærkninger af truppen, hvor kronjyderne indtil videre har hentet to spillere i form af den tidligere Brøndby-spiller Simon Tibbling og Nicolai Brock-Madsen i AC Horsens.

- Vi vil gerne have mere til bredden og hente nogle, der er endnu bedre, end dem vi har. Om en måneds tid har vi 2-3 nye spillere.

- Jeg håber og regner med, at der heller ikke er nogen, der ryger ud. Ellers er det fordi, der er kommet et stort millionbud, siger Thomas Thomasberg

/ritzau/


Af Theis Fischer Brandt
Søndag 25. juli