2021-02-06 07:30:02

Riddersholm nedtoner: Ingen dramatik i det

Glen Riddersholm genkender ikke snakken om intern uro i SønderjyskE på grund af klubbens nye ejere og mener, at der mangler nuancer.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I denne uge har først Der Nordschleswiger og sidenhen TV3 Sport erfaret, at der har været en del intern uenighed i SønderjyskE, efter Platek-familien købte sig ind i klubben i september 2020.

Angiveligt har ejerne i det netop overståede transfervindue trumfet beslutninger igennem, som sportschef Hans Jørgen Haysen og cheftræner Glen Riddersholm var uenige i.

Sidstnævnte erkender, at der ikke har været enighed om alt, men han afviser, at der er nogen konflikt.

- Det er jo ofte sådan, at når tingene bliver iagttaget udefra, så laver man nogle sandheder, som måske mangler nogle nuancer, siger Glen Riddersholm til bold.dk og fortsætter:

- Vi har fået et godt ejerskab ind, som lige nu ikke har mulighed for at møde os fysisk, fordi de sidder på den anden side af Atlanten på grund af corona-situationen. Vi har forsøgt mange ting i transfervinduet, og vi lykkedes ikke med det hele, men det har ikke noget at gøre med, om vi er enige eller uenige.

- I alle partnerskaber skal man finde hinanden, og det skal vi også, men grundlæggende ser jeg positivt på det. Det er helt naturligt, at der skal slibes nogle kanter af, men der er ikke noget dramatik i det, som jeg ser det, siger Riddersholm.

Uenighed om Absalonsen-farvel

Denne vinter forlod klublegenden Johan Absalonsen SønderjyskE ved kontraktudløb, hvilket nævnes som en konkret ting, der har været uenighed om på de indre linjer.

Haysen og Riddersholm ville gerne have beholdt Absalonsen, men cheftræneren er ikke uforstående over for, at det ikke endte sådan.

- Det er der, hvor man skal huske at nuancere tingene. Fodbold og livet i det hele taget handler om kompromisser. Jeg forstår argumenterne både for og imod, og det er det allervigtigste.

- Hvis vi stod i hvert vores hjørne og var totalt uenige, ville det være langt værre. Jeg ser ikke nogen konflikt, udover at vi var nogle, der godt kunne have set ham blive, men jeg respekterer det, for der er også nogle parametre, hvorpå det giver god mening, siger Riddersholm.

Har det hele på nogen måde fået dig til at overveje din situation i forhold til projektet?

- Nej. Hold da op, hvor der er meget snak. Så blev det noget med, at jeg stoppede i Midtjylland på grund af ejerskabet, og det var overhovedet ikke sandheden, og der har været det ene og det andet.

- Jeg er superglad for at være i SønderjyskE, og jeg sagde ja til et projekt på tre og et halvt år, som vi er godt i gang med. Jeg synes, vi har gjort, hvad vi har sagt fra start af, men vi kan se, at der stadig er rigtig meget at gå på endnu.

- Jeg nyder det. Jeg er omgivet af en fantastisk stab og en fantastisk spillergruppe. Som træner vil man gerne have nogle motiverede medarbejdere, der er klar til at løfte sig i niveau, mentalitet og kultur, og det synes jeg, vi forsøger at gøre stille og roligt, siger Riddersholm til bold.dk.

Mens Glen Riddersholm har halvandet år tilbage af sin kontrakt i SønderjyskE, forlader Hans Jørgen Haysen til marts sønderjyderne til fordel for AGF.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce