Luk

Riis nettede og Iversen skiftet ind i nedtur

| Championship | 1 kommentar

Daniel Iversen blev skiftet ind i Preston-målet efter godt et kvarter af lørdagens 1-4-nederlag til Hull. Emil Riis scorede ellers til 1-0 tidligt i kampen.

Championship-sæsonen blev fredag aften sparket i gang med en enkelt kamp, hvor Emiliano Marcondes og Philip Billing scorede Bournemouths to mål i 2-2-kampen mod West Bromwich, og lørdag eftermiddag var der så fuldt gang i programmet.

Blandt andet skulle danskerklubben Preston i aktion på hjemmebanen mod Hull City, og her var den tidligere Randers-profil Emil Riis med fra start for Preston, der havde Daniel Iversen på bænken.

Preston fik en strålende start på kampen, og det var netop Riis, der sørgede for sæsonens første mål.

Han blev fundet af Tom Barkhuizen ved den bagerste stolpe, og så kunne den danske angriber strække sig og sende bolden i kassen til 1-0.

Tidligt fik Preston dog lidt skår i glæden, da førstemålmanden Declan Rudd måtte lade sig udskifte med ubehag efter et tidligt sammenstød.

Derfor brugte Preston en såkaldt hovedskade-udskiftning, der altså er en ekstra udskiftning i tilfælde af hovedskader, hvilket betød, at Preston fortsat havde tre udskiftninger, mens Hull blev tildelt en ekstra.

Iverson overtog således pladsen i målet fra Rudd, men det blev næppe det indhop, han havde håbet på, da Hull bragte sig på 1-1 efter 35 minutter.

Richard Smallwood spillede unge Keane Lewis-Potter igennem, og han placerede sikkert bolden forbi Iversen til 1-1, som holdt til pausen, selv om Hull pressede på.

Preston var i problemer, og Emil Riis blev blandt andet taget fra banen i pausen sammen med Greg Cunningham.

Hulls gode takter fortsatte dog i anden halvleg, og efter en times spil indkasserede Iversen og co. igen.

Denne gang var det Smallwood selv, der scorede, da han forsøgte sig langt udefra. Hans skud blev rettet af og tog siden stolpen, inden den rullede i mål til 2-1.

Den stilling holdt til fem minutter før tid, hvor Hull øgede til 3-1 ved Josh Magennis, inden det blev endnu værre for Iversen, der lukkede sit fjerde mål ind kort før tid, da Andy Cannon scorede.

Dermed endte det særdeles skuffende med et 1-4-nederlag i sæsonens første kamp for danskerklubben.

Andetsteds vandt Blackburn med 2-1 over Swansea, mens Bristol City og Blackpool delte med 1-1.

Wayne Rooneys Derby åbnede sæsonen med et 1-1-resultat mod Huddersfield.


Af Jonas Dalgård
Fredag 3. december
Torsdag 2. december